Shirley

Guds stjernekikkert. Skinnende klart igennem guds stjernekikkert ser jeg det tydeligt for mig. Jeg må begynde at lytte noget mere, kigge mere. Man ved aldrig hvad der befinder sig i skyggerne. Vindende taler mere end vi umiddelbart aner. Skovene hvisker fortællinger, men ingen lytter. Vi tror ikke på det, og derved lukker vi af. Lukker af for en verden der er så tæt på os at rakte vi hænderne ud ville vi kunne røre den, smage den, lugte den. Måneblå sten, lys op for mig, vis mig det jeg ikke kan se. Hvisk mig de ting jeg ikke ved. Brændende lys, flagrende i vinden, blødt og nænsomt, kan du ridse verdener op for mig? Vil du være indgangen, porten til dét rige jeg ved der er så nær mig, og dog så fjern. Sorgløst er denne nats bæger Som rindende vand i mine årer flyder skumringen Klare vand, hud mod hud som sådan taler vi. Ser ind i menneskesind. Øjne mod ly, dybe forunderlige sandhed. Kan jeg bære dig sandhed. Kan nogen?