Shirley

Det rolige hav. Jeg vandrede vildt i det åbne liv, der rev mig til blods og jeg så kun skygger der dvælede ved mit ansigt. Sikker var jeg på at mørket ville vinde over min spinkle sjæl. Jeg turde kun, at drømme vildt i det åbne, rolige hav. Med tiden, ville jeg glemme løgnene og leve i den rene tids sandhed. Alt ville forglemmes og leve roligt på bunden af det blå hav. Så dybt, ej forsvaret, men sårbart og en lille plet på trappernes blå sind. Lad lyset kaste sig indover skulderen på mig og oplyse min verden, lad mig følge stien ud i det rolige hav. Lad mig for evigt mærke kærligheden til denne verden, lyse for mig og ophøje den tunge himmelske sorg der plantede sig på min tunge i går. Lad mig smage dybt på det berørte, dybt bevarede liv. Nøgent og sælsomt lod jeg mig mærke med en sommerfugls vinger tæt på min sjæls dybeste grunde. Jeg grundede over livet og så at det store hele billede kun ses i et spejl, fra menneskehedens side. Vi ser kun det vi vil se. Men når, først man ser det hele billede, har man fundet gud. Fred i sjælen. Det åbne rolige hav blæser imod os og udånder det guddommelige åndedrag, nænsomt og blidt. Fuldkomment.