petra

“Én hyldest til dem der bare kiggede på” Lige pludselig sad jeg med 19 skræmmende ansigter. Selvom jeg udemærket godt ved, at jeg ikke kan gøre noget ved det nu, havde jeg en kæmpe vrede til voksne mennesker, der vidnede til mine lidelser, uden at gøre en fucking skid. Jeg har det faktisk fantastisk, især efter at havde kommet af med min virkelig stor vrede i noget visuelt. Den sidste og 20’ende (den grønne) er noget mere anderledes, i forhold til de andre ansigter. Det er en hyldest for sig selv til min farmor. Hende der tog ansvaret tilbage og rettede op på sine fejle ved at erkende dem.