Et eksempel på samtidskunst kunne være kunstneren Christopher Munch Andersen Malerier: http://www.kopenhagen.dk/interviews/interviews/interviews_2009/interview_christoffer_munch_andersen/?link=1&uid=718.

Se billede ovenfor som er super cool!

Der er næppe nogen tvivl om at dit eksempel er et typisk eksempel på samtidskunst. Men det er nok mere et eksempel på den akademiske version. Om den er nyskabende vil jeg så tvivle på medmindre vi er på vej tilbage til gengivelser af tomat dåser og altså skal kikke på både pop og op art -- på sin vis synes jeg eksemplet er stærkt beslægtet men ikke videre nyskabende. Hvis man tager udgangspunkt i den akademiske definision bliver vil billedkunsten ikke have nogen særlig fremtrædende rolle -- jeg synes vi hele tiden skal tage stilling til video og performence til instalationer og tilfældige ting der er sat op, hvorefter politikens eller informations kunst anmelder kan skrive en ørkenvandring om det. Det er ikke der jeg kigger efter nutidskunsten må jeg nok tilføje.
Skal noget være nyskabende må det nok existere udenfor de akademiske cirkler der jo væsentligst handler om præcendens, og på den måde har akademikerne faktisk fastlåst sig i en tidslomme -- hvis der ikke kan henvises til en reference falder det igennem fordi intet i den verden kan stå alene, når det ikke kan det, når alle skal have deres forbilleder, kan der ikke opstå noget helt nyt, --- og det synes jeg eksemplet tydeligt viser, der er referencer til både pop og andre moderne kunstarter der osse opstod udenfor de akademiske cirkler.
Så hvad skal vi med den akademiske definision, efter min mening er det netop den vi helt nyskabende bør gøre op med.

Hej silver
Når du skriver akademiker her omkring på sitet - refererer du så til kunstnere som er uddannet på kunstakademierne eller på den generelle betegnelse for højt uddannede mennesker?

Jeg skriver for at fokucere på attituden overfor kunstværket, metoden eller manglen på metode. Der er jo helt bestemte grund begreber men mange måder at konstruere. Jeg kunne vælge at bygge mit hus på erfaringerne, skrive op hvilke vinduer der skal købes og regne ud hvad de ville koste, så jeg kunne bestille dem og betale. Men jeg kunne også fokucere på det at bygge, projektere og forme. Og så lade et computer program holde styr på alt det, der trods alt skal holdes rede på, når man bygger et hus. Erfaringen og reglerne for det der er lykkes kan læres, men for at skabe det unike, kan man være nødt til at skrotte alt det gamle. ---- Det er der sjældent meget forståelse for, men sådan er vilkårene og vilkårene som kunstner, kan osse blive at skabe dekoration, hvis det er vejen. Kunsten skal gå ud over det kendte ikke for at være i opposition, men for at være det lidt mere, der gør forskellen.
--- Jeg er nødt til at gøre meget op, med den fastlagte rollefordeling. Men det er ikke min fejl, sådan er fremtiden og det jeg siger, er kun et svagt ekko, af de forandringer kunsten nok er nødt til at gennemgå, for stadig at kunne opfylde sine funktioner. Bla. kan man ikke afskrive servanten, den gudsbenåede tallentfulde. Men selvfølgelig skal det ikke være kejserens klæder, der må være substans i tingene, et billede er ikke nok.

Silver for syv søren da osse - jeg forstår mindre end ingenting af det du skriver - men det er jo også en kunst - kunne man sige...

Jo, men jeg er jo ikke i det jeg frembringer, på anden måde end hvordan jeg har startet, har fundet motivet, bearbejdet og malet det -- jeg er hverken akademisk eller autodidakt, jeg bruger begge indfaldsvinkler, og dermed er begreberne højtuddannet akademiker, eller akademi uddannet nærmest være det samme. Men jeg har osse en anden metode, Min indebærer at lære telefon tykke manualer udenad, så du ved hvad dit CAD program faktisk kan tilbyde, og skal man så selv skrive de programmer man vel troede var til stede, jamen så må man gøre det. Hvis du skal Hvis man vil tegne 3D altså. Jeg er simpelthen den forkerte at spørge, og det var hvad jeg forsøgte at forklare, i mit liv er der jo helt bestemte steder der ikke findes. Helt bestemte muligheder der ikke er åbne. Mit eneste og største problem har altid osse været, at have et sted stort nok og til rimelig husleje, fordi noget af det jeg laver deler jeg ikke uden videre, -- metoder og tekniker det har kostet år at udvikle, og på den måde hvad det angår, har jeg stadig ikke plads nok.
Derudover kan man kun kigge på historien, finde de der har haft indflydelse og det er jo videnskab.
Jeg har osse stået i situationer, hvor jeg har været totalt overumplet, opdage at ting jeg sgu ved er totalt anderledes, opfattes totalt begrænset, og der har jeg søgt efter en mulig årsag.

Zuma, du synes at det er ærgerligt ar samtidskunst er fokuspunkt i konkurrensen på sitet, jeg er enig i det. Det er rigtigt at faren for fortænkthed ligger som en stor sky over begrebet. På mange gallerier er det nødvendigt at læse sig gennem (lange) forklaringer-refleksioner- referencer.... som indgang til værkerne, ofte i en akadmisk sprogbrug.
Jeg finder det både irritrrende og irrellevant at kunstneren skal skrive, hvad det er jeg skal se. Billedkunstens fornemme opgave er efter min opfattlse, at VÆRKET udtrykker kunstnerens intention uden at den skal forklares gennem diverse prosastykker, at kunstneren sætter sit værk (sig selv) i spil overfor de mennesker som ser værket, og har mod til at lade det spille op mod de erfaringer, følelser og anden ballast de har med sig. I det møde kan "kunsten" opstå.
hilsen Frank

Min indfaldsvinkel til det, er at selvfølgelig må andre bruge det der er brug for, hvis det skaber en større forståelse for budskabet. Men jeg forsøger osse efter bedste evne at lade værket tale for sig selv. For mig handler det netop om at udtrykket skal være så entydigt at ord er fuldstændigt unødvendige, -- kan jeg ikke undgå ord er det oftest ikke noget motiv jeg evner at viderebefordre efter min udlægning. Det er jo visuelle budskaber og ord har en tendens til at skulle skabe deres egne billeder på en helt anden måde end billedkunsten, --- men det kræver nok osse at man er rimelig god til at skrive og er man det, hvorfor så ikke helt undlade billedet der alligevel ikke var nok i sig selv.
Men for mig er billedet ligesom ordet, vores tankeverden er alligevel visuel, vi starter at lære med øjnene og når vi tænker, er det oftest billeder fordi billedet ligesom en link, kan referere og i sig selv fortælle på en måde ordene ikke kan. Vores verden er overvejende billeder, følelser, --- der er ikke nogen lystavle med bogstaver hvor der står "Av", når jeg kommer til at slå mig selv over fingrene.
Men i forhold til den mere akademiske kunst der her snakkes om må jeg osse indrømme at jeg er ikke blot total uvidende, jeg er osse fuldstændigt primitiv arogant,---- men har man som billed skaber ikke lov til, kun at se sit eget. At være totalt ligeglad med de nyeste trends hvis de umiddelbart ikke vækker noget. Det håber jeg, fordi jeg har ikke lyst til at kigge i en facitliste hvor jeg ikke engang forstår opgaverne, for at kunne "følge med", for at få mine ting annerkendt i forhold til andre der kun lige er begyndt og ikke har prøvet andre veje ikke har fundet deres egen sti.

Zuma skrev:
Jeg synes at en af "farene" ved samtidskunst, er fortænktheden der let kan snige sig med i købet, og måske gøre værkerne livsløse rent kunstnerisk. Samtidskunsten er truet af at blive fortænkt i forsøget på at markere sig historisk. Der er meget fokus på tanken bag værket; den originale, provokerende, eller bare den gode ide, frem for det kunstneriske talent, der vil fortælle mere end hvad der sker på "hverdags plan", men stadie rummer og gemmer på noget eksistentielt."

Det er nok hvad der bliver gentaget på flere måder her,  -- og problemet som jeg ser det, er når billedet bliver til skitser og naive illustrationer som fungerer mere som illustration for texten, nogle gange enda så løsrevet fra texten at sammenhængen er svær at følge og hele værket virker mere som det første oplæg for kunstneren selv eller et projekt der aldrig kom videre og de løse ender virker konstruerede. Naturligvis skal kunst stille spørgsmål, men det er nok lige så vigtigt, at den evner at give nogle svar osse. Og ikke kun spørgsmål altså.

Det ka jeg li - også give nogle svar ind imellem - kunstnere, der tør have en holdning -
Og det er rigtigt at megen samtidskunst er fortænkt - der er nemlig stor forskel på at være spekulativ og at tænke sig om. Spekulativ er lige så meget dekoration som mange glade amatørmaleres billeder er det, selv om de sidstnævnte især udemærker sig ved netop ikke være særlig godt tænkt om og derfor pradoksalt nok bliver netop - dekoration....

Du må nok undskylde, men jeg synes at Dekoration i meget høj grad har en betydning i dag. At mange ender op med noget der kan minde om dekoration behøver jo ikke være et dårligt tegn, kigger man sig omkring, er det jo ikke den bygnings dekoration der var grundlaget for kunstfonden man ser mest af. -- Bortset fra Amatørene, gadekunsten og Graffitien er der jo ikke mange muligheder, medmindre man har sin gang i de stille sale. Reklamer er der til gengæld mange af og reklamebrancen ved godt hvor det klør.
De fleste andre annerkendte steder, er det stadig albue længde princippet der gælder, --- selv annerkendte udstillinger for-sorterer jo på en ikke helt gennemskuelig måde ; indtil man så ser resultatet og undrer sig, men det er jo noget mange ikke amatører har lært at leve med.

Derfor synes jeg osse at det er rigtigt flot med det initiativ man ser på dette site, -- blandt de værker der er indsendt til konkurencen er der meget af væsentlig højde, og en del der rangerer højere i min optik, end hvad der annerkendes, eller rettere ikke fra sorteres på forhånd. Alligevel kunne 25 kvm. nok bruges smartere og mere promoverende for både den samtidskunst man ikke kan komme uden om, og den betydning Webbet vil få.

Jurnalisterne synes jo at det er alt alt for mange der nu kommer frem med ting af en kvalitet der generelt overasker og er af rigtig god kvalitet... Men var det anderledes før i tiden, dengang der ikke var fotoshop -- var der ikke før i tiden mindst lige så mange håbefulde diletanter ? Og er det ikke ret naturligt, at nutidig kunst er frembragt med nutiddens værktøjer.

I forlængelse af ovenstående giver jeg dig ret i at meget af det vi amatører vælger at udtrykke via lærredet, kan virke rodet og sammenstykket, en del virker som en katastrofe af udsagn med meget lidt eftertanke og en del virker mere som en sammenblanding af stil arter der aldrig vil efterlade noget entydigt budskab, tiltider kan man enda tro at der ikke er noget, at det kun handler om attituder, måske er det derfor du ser så meget af det, som mere dekoration end såmeget andet.
Jeg har selv været vældigt facineret af det sprog mennesker evner, altså det sprog der er uden ord vores krops sprog, en detalje der i et portræt kan være hele fokus punktet, figurer beskrevet som en form for portræt fordi i portrættet hører vel osse personens daglige tilflugtsteder de steder de færdes, det miljø de indgår i, og opløsningen af individet blandt andre, er vel osse et portræt af vores tid. Alligevel elsker jeg alle mine med dilletanter for den opfindsomhed og det engagement der når ud i alle kroge af det danske andskab, -- hvilke forbilleder har der været til rådighed, hvad for en kunst er det vi er blevet bombaderet med, som jeg opfatter kreativiteten og engagementet, ser jeg kun opfyldelsen af situasionisternes drøm.
Jeg har altså startet med at beskrive udtryk og det enkelte menneskes skønhed, -- måske må jeg erkende at der kan ligge noget kompensation for mit eget syn i det, at jeg fordi jeg kun ser med mit ene øje, har måttet gennemføre en længere opdagelsesrejse, for at kompencere for det jeg simpelthen ikke evner at opfatte, maleriet har så lært mig en masse om detaljer, menikke det jeg havde håbet eller forestillet mig, nemlig det brede syn i andre har, den åbne horisont hvor detaljen er mindre vigtig. Jeg har heller ikke som så mange andre, søgt at udtrykke tidens attituder eller tidens råb og multitaskede virkelighed, -- jeg har erkendt at fysiske hindringer ikke kan overkommes, men så har jeg opdaget så meget andet, --- at det så har været udforskningen, det kraftige øjebliksbillede hvor enten sjælen i en brøkdel sekund kan ses i portrættet, eller det jurnalistiske portræt, livet på gaden som er sort hvid, om det blot er en del af min personlige erkendelses process, --- det er måske noget der er lige så vigtigt for de andre amatører og dilletanter,
personligt er jeg ligeglad, jeg er ikke stivnet i et udtryk, og mit forhold til dekoration er godt nok farvet af at jeg ikke synes kunsten har levet op til nutidens krav, men ligesom graffitien fortsætter med at tale et indbyrdes sprog.