Interessant indlæg Karin.

Er din pointe at man ikke nødvendigvis vil drage fordel af mere omtale i medierne, da modtageren af denne omtale dybest set ikke ønsker at modtage? Og måske ikke evner at modtage?

For der er ikke nogen, der ikke er klar over at de interesserer sig for et givent emne, før de støder på det?

Jeg kunne også spørge på en anden måde: Reklamerne i samfundet omkring os er fyldt med ting, jeg ikke interesserer mig for - før jeg oplever et behov. Omtale i medierne kunne måske også gøre mig opmærksom på min latente interesse for kunst, eller?

For der tjener omtalen vel sit formål, ikke mindst i forhold til nye generationer?

Knud  

Kære Knud
Nu havde jeg lige siddet en halv times tid og lavet et svar til dig som så forsvandt! Øv, men måske er det et tegn - at andre kan komme på banen i debatten? Ellers vender jeg tilbage en dag, hvor jeg kan formulere det hele igen...
Vh Karin  

Hej Knud så prøver jeg igen - men kortere - har på fornemmelsen at indlæggene forsvinder fordi jeg er for længe om det...
Reklamer skaber behov - det er nu deres vigtigste funktion. De bedste reklamer tangerer at være kunst. Hvori består forskellen? For mig er det således: Værkets funktion er at afdække forhold om mennesket og det liv vi lever med hinanden -
Kunst er elitær - lige som videnskab er det. En tv-udsendelse kan godt på populær vis forklare mig noget om kvantemekanik og relativitetsteorien, men jeg har ikke evnen og sproget og basisviden for at forstå Einstein og Borh fuldtud. På samme måde med kunst. Og i den bestydning mener jeg ikke at vi altid får bedre og mere kunst ud af at få mediernes bevågenhed. Når viden skal trænge fra de øverste forskende lag og ned igennem samfundets videnslag og blive allemands eje, så tager det tid - lang tid. Som da jorden gik fra at være flad til at være rund. Derfor skal kunsten laves og diskuteres af dem, der finder det nødvendigt og interessant men ikke nødvendigvis blødes op til laveste fællesnæsvner. KH Karin

Hej Karin

Først og fremmest vil jeg mene, at der er stor forskel på reklame og mediedækning. Reklamen skal utilsløret sælge et produkt, hvor mediedækningen gerne må pakke produktet ind i f.eks. en "nyhed", eller et "kultur indslag".

Lige meget hvad vi sukker efter, vil det dog altid få en bitter smag af jalousi og en snert af kunstnerisk weltschmertz, når kunsten ønsker sig mere bevågenhed og prøver at sætte sig op imod ensretningen og favorisringen i kunstverdenen.

Men hvorfor brokker vi os egentligt?

Burde værket og den proces der ligger i at opnå sit resultat ikke være nok?

Kan vi så ikke være pisse ligeglade med Kvium og Lemmertz og alle de andre store kanoner?

Kunst vil altid blive populariseret, fordi beskueren er så aktiv en del af kunsten. Vi kunne alle male i total anonymitet og glædes eller græmmes over resultatet og hænge det op over kaminen eller smide det ud. Men det er ofte ikke nok, fordi vi har noget vi gerne vil fortælle med vores kunst og det kræver en lytter.

Men lytteren vælger til og vælger fra og den usikre lytter, lytter til dem der snakker højest - og lige netop hvad kunst angår, er der mange usikre lyttere og nogle få, der snakker RIGTIGT højt. Medierne kæmper som alle andre blot for deres berettigelse og overlevelse og vil derfor ALDRIG give et nuanceret billede af noget som helst, med mindre vi begynder at kalde det kunst!

Det er i dag svært at få fat i en bog, der ikke enten er en krimi, eller en kogebog - filmbranchen spytter den ene hjernetomme film ud efter den anden og TV og radio tænker KUN på seer- og lyttertal.

Det er tyggegummi for sjælen. Lytteren/seeren behøver ikke at forholde sig voldsomt til indholdet - det er let og dejligt. Og denne tendens vil uvilkårligt smitte af på kunstverdenen også, fordi lytterne og seerne er de samme til alle kunstformer.

Så hvad fanden skal vi gøre? Lave Kunst Light?

Købe reklametid på TV2?

Male ligesom det der sælger?

Eller være totalt kompromiløse og lave det vi holder af og kæmpe videre mod strømmen?

Det er kunstnerens evige valg. En ting er helt sikkert. I min beskedne optik vil medierne ALDRIG komme os til undsætning!

Og chancerne bliver kun endnu mindre, hvis vi vender os til politikerne - men det er et helt andet indlæg

VH
Martin

Mange emner men overskriften først. Det er jo helt tidstypisk at lede efter roller, skabe sin egen. Opfylde den rolle man tiltager sig men grundlæggende og hvis man vil lidt mere end sig selv, hvad er så årsagen til at hige efter opmærksomheden og hvis man lader være, kommer den så ikke helt af sig selv. Måske er tingene først lykkes den dag hvor det kan være ligemeget med opmærksomheden, måske handler kunsten om at finde en måde til en erkendelse så man istedet for at bruge sin tid på sine egne forestillinger, kan bruge den på at skabe billeder uden tanke om andres mening, det aller bedste ville måske være, at gennemleve kunsten for, når man kommer ud af den anden ende, at lægge penslen og opleve andres kunst på en ny og meget mere givende måde.

Hvad angår det at skabe kunst, så skal man nok ikke stå tilbage for at annerkende selv dekoration om ikke andet, som lige så vigtigt som kunst, fordi det meste kunst er opstået i en håndværks mæssig sammenhæng. At mange design iconer oftest er i et helt nyt materiale giver rigtig god mening, men i dag, er den største udfordring for kunsten, at finde ud af om den vil skabe alle de nye job eller sælge det bedste til museerne.
Så kan de jo slås om det senere men, Hvis man ikke ser nogen sammenhæng har kunsten jo altid om så ved at gøre udøveren sindsyg, så altid annerkendt formålsløsheden, hvor modsigende det kan være, fordi tænk om det var netop der, ... som fraktalerne delvist lovede i PC’ens første år f.eks., alligevel er kunsten endt som et middelalderligt handels objekt og reklamen har Goliat størrelse i forhold til kunstens indflydelse. Måske burde kunststøtten afskaffes og akademiet flyttes til lolland, før man indser hvad kunst kunne bruges til, og borgerlige regeringer har altid haft blikket stift rettet mod kunsten, --- jeg forstår bare ikke hvorfor det ikke kan kombineres, at vi så står med alle dem der skulle have haft de uddannelser efter 10 års nedsmeltnings politik. Skal man bare lade somom, problemet ikke existerer, at der er købt og betalt men intet leveret, alle har haft blikket stift rettet mod innovation, design og nytænkning. Men når det nye er der og banker på. Så er det nye ikke som man forestillede sig det, og så kan det jo ikke være nyt, hvis man ikke kender det på forhånd. Sådan foregår det altså ikke i kina. Selve begrebet kunst er jo osse meget flexibelt og noget af det er vældigt værdifuldt ingen, tvivl, om, det. Men det er ingenting.