Hej.

Kunst er noget socialt. Den sidste StreetArt maler som slet ikke var StreetArt maler men Graffiti maler, blev  promoveret i den grad, at det er mærkeligt jeg ikke kan huske hans navn. Årtier efter han forlod gaden og Graffitien var det hver gang der var en artikel om StreetArt ham der blev promoveret i samme blad. Mærkeligt egentlig, at der er så mange billedkunstnere der siger at deres store inspiration er StreetArt ; hvor er den ?
Fordi de taler vel ikke om de små printede udklip,sat op med tegnestue spray lim, samme blad ser som den eneste streetArt. --- Men det er det.
Det samme med "det offentlige rum, -- det er slet ikke udendørs. Det er et lille lukket rum med adgangskode og brugernavn. Det er et Råb. Det er et tårn.  Kunst er altså noget socialt.

Jeg er nok nødt til at tilføje, at ham jeg desværre ikke kan huske hvad hedder ikke maler noget der er mig imod. Han må jo male det han vil men en mand eller et par piger og en enkelt fyr, kan jo ikke præsentere en så vidtløftig kunstart som gadekunsten helt alene, -- nå jo det kan de jo. Men altså dem om det og fred være med det. Men hvad det er for en StreetArt så mange siger de er inspireret af StreetArt der ikke er streetArt fordi det ikke er på gaden. Og det er næppe den meget begrænsede mængde små udklip der knap kan skeldnes fra Tags’ne.

Undskyld Frank at jeg går ind og enda ikke kommenterer på dit oplæg. Men handler det ikke osse, lige så meget om, bare at få det sagt ?
Det du beskriver lyder vældigt som det er i dag, men på et tidspunkt, har man jo set så meget politisk uduelighed, at det måske var bedre om Kunsten, var fri af lænkerne. Når hele verden gisper efter ordentlig sort tryk tænker jeg på, hvor meget bedre alting ville være uden dem. De kunne lige så nemt som at annerkende lort på dåse som kunst, medgive at billeder printet på lærrede hører til i nutidig kunts, Vi VED at de dovneste kunst jurnalister, hører til pr. definision, på politikens redaktion, de er med på hvadsomhelst. Det er bare ikke dem der har nogen rolle i mine malerier, ja faktisk er det sværere og se, hvem der hører til på mine malerier, man kan knap se det er figurer og jurnalister er det nok ikke, de står sjældent i kø for at skrive om alt det vi gerne gad læse, men sådan nogle artikler er der aldrig, heller ikke stillingstagen, men det har de jo lov til.
Kunst støtte er Satans opfindelse, det var garenteret en borgerlig regering der fandt på det, tænk hvis det var tallentet og ikke årgangen eller noget andet moderigtigt der befordrede alle de lækre billeder vi kunne se i denne tilværelse, Det offentlige rum er et lukket rum med brugernavn og adgangskode, heller ikke den indfaldsvinkel til kunsten er farbar, men det undrer vel ikke efter 10 års nedsmeltnings politik.

Kunststøtte er godt for dem, der får det, men om samfundet får bedre kunst af det ved jeg ikke. Jeg takker ikke nej til hverken den ene eller den anden slags penge, men i mine idealistiske øjeblikke, tænker jeg at det måske var bedre at komme tilbage til den gamle mæcen-ordning - Derimod synes jeg at de livslange ydelser til kunstner godt kan betegnes som samfundets tak til kunstnere som har ydet et stort og langvarigt arbejde for samfundet via deres kunst - det er jo så bare det, at denne ydelse som regel ikke er livsnødvendig mere, når den gives, men så længe vi er et samfund, der måles status i penge og berømmelse, så må det nok være sådan...

Men hvad er pænt? Hvad er kunst? Hvad er grimt? Hvad er rigtigt? Hvad er dybfølt/ægte/indlevende? Hvad er nutidigt? Hvad er retfærdigt?

Fuck anmelderne! De er jo også bare individualister med deres egen smag og den ligger naturligvis i deres ord. Ligesom i mine og Karins og Silverscreens.

Ja, gu fanden er det da træls, at få at vide, at denne eller hint ikke kan lide det man laver - og da især ikke når det er en anmelder, der skal få beskueren frm til ens billeder i en jungle af tilbud. Det er vores inderste indre der er på de lærreder og så kommer der et eller andet fjols og siger: Det har vi set før! Ja, det har vi sgu da snart med alt - sammenligningerne fyger gennem luften og referencerne står i kø.

Det vil altid være uretfærdigt i den her branche og vi totalt ukendte vil altid, med en slet skjult bitterhed, spørge til, hvor forskellen på kendt og ukendt ligger.

Tilfældighed eller talent?

Årh, for helvede, hvor er det svært. Mal, tegn, drik jer fulde og skæld ud på verden. Og mal og tagn så igen.
Og til kritikerne: Det er mig, det er det jeg kan og det er den jeg er. Så fuck dig!

Martin

Hørt og atter hørt.

Jeg kan især godt lide: Mal, tegn, drik jer fulde og skæld ud på verden. Og mal og tegn så igen.

Men med den tilføjelse, at som alderen trænger sig på, har jeg mindre lyst til at skælde ud og mere lyst til at drikke rødvin - som i gode tider (når jeg har solgt noget) er af en bedre kvalitet end i dårlige tider, men som altid har en alkoholprocent på mindst 13! Og så tegner jeg og maler og skriver og ordner og regerer - igen og igen..

Og netop rødvin er et godt eksempel til at belyse, hvad der er med kunst: En dårlig rødvin virker beruselsesmæssigt lige så godt som en god rødvin. Der er noget rødvin, jeg kan lide og der er noget rødvin du kan lide, men der er også noget rødvin ingen kan holde ud at drikke og der er rødvin rigtig mange er enige om smager godt, endelig er der rødvin, der koster en formue og alligevel smager ad helvede til og der er så også rødvin, der koster en million og som smager helt unikt og fortjent koster en million - men går man som sagt kun efter rusen, så virker det hele jo!!

Man skælder jo ikke ud, bare fordi man håner folk for at være gammeldags. Hvis noget er tilpas vigtigt, så er det vel rigtigt at rollen som fremsynet olding, i sig selv sætter grænser for vedholdenheden. Skal man gå tilpas langt tilbage kunne man sige "den hund der hyler osv." , rollen som computer expert, der kan se gennem røgen er ikke den bedste i danmark. at der så er fantasitisk muligheder i digitalt styret produktion og at en borgerlig regering --- vi har fortalt andre hvad de skulle fokusere på og det har de gjort, spørg kineserne hvad de fokucerer på, -- i den tid jagtede de elektronik lærlinge som de mistænkte for alt de kunne forestille sig. Ja tænk engang den expertise det kræver er jo ikke sociale. Men at regeringen hyldede nytænkning, så ser jeg ingen satsning på nogetsomhelst, heller ikke på de unge. dem der skulle finde et job hvis de bare, kunne bruge et tastatur.
Lyder jeg som om jeg er utilfreds med den borgerlige regering, så handler det kun om de manglende resultater. Det at pengene er brugt og alligevel står vi med flere generationer unge der hellere end gerne ville, men ikke får lov. Om det bliver bedre uden en borgerlig regering tror jeg ikke nødvendigvis, men måske kan mange flere unge få en mulighed for at vokse med deres opgave. Det bliver skægt med DF i opposition.