17-10-2012 |
Af Annette Falk Lund |
kunstpenge - hvad for noget?
De små seddler, om de er af papir, glas, eller lærred, har en charme jeg ikke kan modstå. Især landskabsmotiver prøver jeg af, da det er et nyt tema for mig. Ikke helt så nyt, for i 80erne har jeg malet landskab, mest på papir i akryl. Dog nu er det oliemaling, mit foretrukkende medie. Himmel og vand, så enkelt lyder det og uden kan vi mennesker ikke leve. Jeg er facineret af den evige og uafbrudte kredsløb fra vand i havet, skyer og regn der rammer jorden igen. Lige foran mit vindue ligger Limfjorden og jeg oplever den i alle slags vejr, badet i lys, pisket op af vinden og fuldstandig spejlglatt som i sidste uge og som jeg kun har oplevet engang i fem år. Det bliver til en del småseddler, også kaldt Artmoney. Tag gerne et kig på mine nye Artmoney her: http://www.falklund.de/artmoneygallery.php?page=7 God fornøjelse |
|
09-10-2012 |
Af Annette Falk Lund |
Feggesundfærgen
De sejler – jeg maler
Når den nye færge indvies officielt den 12. oktober ved Feggesund er jeg med på at gøre dagen festligt. For jeg åbner mit værksted for nysgerrige sjæle, der har interesse for malerier. Egentlig skulle jeg være på vej til den tyske ø Sylt (syd for Rømø) denne fredag, hvor jeg har fernisering søndag den 14. oktober. Dog jeg værdsætter de lokale aktiviteter og ønsker selv at bidrage med en oplevelse. Feggesundfærgen kigger jeg på hver eneste dag, om den ligger i tåge, er omringet af isbjerge eller om den ligger i den mest flotte solnedgangslys. Færgen er en del af min hver dag, da jeg bor 900 meter derfra. "Når jeg fortæller i København, hvor jeg bor, så nævner jeg altid Feggesundfærgen og kroen, der hvor de spiser stegt ål på Mors" og så nikker de fleste genkende. Feggesundfærgen dukker op på mine små billeder som kaldes artmoney. Limfjorden med de brede sky-formationer, især her om efteråret, fortrylles jeg og jeg har brugt hele sommeren at følge med på byggeriet af den nye færgelejre og samtidig at se på den pittoreske himmel. Disse små billeder kan gæsterne købe og tage med sig som et minde. Udover artmoney præsenterer jeg mit nye kunstkalender 2013l. Fredag den 12. oktober er værkstedet åbent mellem kl. 14-18 og der serveres kaffe og kage. |
|
10-09-2012 |
Af Annette Falk Lund |
Kunstkalender 2013Den spritnye kunstkalender, som indeholder billeder fra mine udstillinger i årene 2007-2011, er en smuk kalender trykt i høj kvalitet på 250g papir. |
|
22-07-2012 |
Af Annette Falk Lund |
Fem år i mit liv
Jeg forlader mit værksted i Fabrikken for Kunst og Design på Amager og er på studieophold i Kirsten Kjærs Museum i januar 2007. I samme tid starter jeg samarbejdet med Hellerup Kunsthandel.
Det er fortællingen jeg er optaget af i mit maleri. Jeg udvikler maleteknikken med oilstick videre, som jeg bruger siden 1998 og som få danske kunstner arbejder med.
Mit studieophold i Nordjylland medfører drastiske forandringer for jeg beslutter at skifte storbyliv ud med livet i det såkaldte "Udkantsdanmark", køber hus og bliver gift for anden gang med " tysk storbysdrengen fra Berlin" i 2008.
Jeg udstiller separat i Berlin, København og er med i gruppeudstillinger på Færør, på kunstmessen i Gent i Belgien. 2010 antages et værk på statsanerkendte censureret udstilling KS (Kunstnernes Sommerudstilling) i Tistrup.
Efter jeg slutter samarbejdet med Hellerup Kunsthandel er det svært at komme i gang med nyt gallerisamarbejde. Jeg kontakter Galleri Wolfsen i Ålborg, Galleri Moderne i Silkeborg, … uden held. Jeg har en kort aftale med Galleri Varming i Valby i forbindelse med kunstmessen i Gent i 2009. Et helt ny aftale med Galleri Himmerland kommer i stand i februar 2012.
Kulturelt Samvirke/Samråd Thy og Mors, Rotary i Thisted og i Nykøbing tager inititativ til at bringe kunstnere fra lokalområdet sammen med virksomheder for at samarbejde. Med europæiske midler financeres 11 projekter. En af dem er mit projekt med Morsø Bank.
I takt med at krisesnakken bliver en naturlig del i medierne og en håndgribelig værktøj for poltiker og helt almindelige mennesker bliver jeg mere og mere optaget af tanker om modsætniner i vor tid. Det bliver til Vanitasbilleder som jeg udstiller i Berlin Kreuzberg i et kunstnerdrevet Projektraum. De er også tema til årets kunstkalender 2012. ( Jeg udgiver kunstkalenderen siden 2004.)
I 2010/11 arbejder jeg med temaudstillingen "Grundtvig – blot en gammel nar?" der vises på Vartov til kulturnatten den 14. oktober. Grundvisk Forum støtter projektet med 15.000 kr. til produktionen. I dette forløb søger jeg om studieophold på Løgumkloster Refugium og få bevilligt en uge i februar 2011. Mødet med Grundtvig afføder en hel del nye tanker og lysten til at dykke meget mere i dansk historie end jeg har oplevet før. Gode kontakter dannes. De inspirerer mig åndeligt og praktisk og hjælper mig at finde frugtbare samarbejdforhold.
Eberhard Harbsmeier inviterer mig til stormødet den 29.2.2012 i Odense Teater, hvor planlæggningen af Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag skydes i gang .
Jeg holder foredraget "Inspiration fra en kunstner". |
|
28-06-2012 |
Af Annette Falk Lund |
Artmoneybørs
Jeg oplevede det første gang på Christiana. I deres udstillingssted, de kalder Stadens Museum for Kunst. Lars Kræmmer havde inviteret os, der producerer Artmoney og dem der samler på dem.
Det er mange år siden, sådan ca. 12 år og jeg husker tydeligt, hvor nervøs jeg var. Jeg fik besked, at jeg må hænge nogle artmoney op der var til salg og ved siden af, skulle jeg have nogle andre artmoney med. Disse andre Artmoney var ikke til salg – de skulle bruges til at møde de andre artmoney kunstner.
Meningen var, i stedet for at sidde og bruge en masse ord, om hvem vi var, ja så skulle vi bytte vore artmoney med hinanden.
Min usikkerhed gik ud på, om der mon overhovedet var nogen, jeg ville bytte mine egne skønne artmoney med. Jeg kendte jo ingen af de andre. Men det kom jeg til. Jeg opdagede hvor fantasifulde, forskellige og ideerige udtryk vi havde og et billede sagde mere end tusind ord. Jeg brugte en nærvær og jeg var ganske opmærksom for at finde lige præcis den artmoney, som var værd at bytte min egen med. Glæden over at møde ligesindede og glæden ved at blive inspireret, smittede helt overraskende. Dette åbent sind og stemningen af modtagelighed sattede sig spor hos tilskuerne.
Tilskuerne, det var jo dem der køber og samler artmoney. De fik lov til at observere os, kigge på os, imens vi var helt opslugt af at bytte med hinanden. Publikumet fandt ud af, hvilke artmoney vi laver og hvordan vi er i dialog med hinanden inbyrdes.
Efter Børsens afslutning, blandede hele den flok mennesker sig med hinanden. Der blev solgt mange artmoney denne aften og dannet en del netværk og relationer, der holder den dag i dag. Alle var glad og følte sig oplyst, underholdt og beriget på en særlig måde.
Jeg huskede denne aften i alle årene og nu var kommet en chance for en gentagelse. Da jeg skulle udstille i Bredgade i København, inviterede jeg seks artmoneykunstner. Vi var ca. 60 mennesker der i al travlhed og med en nysgerrighed skabte en aften , der lod os glemme alt om hverdagens lidelser.
Jeg mindes mest om en særlig fællesskabsfølelse, der førte os, helt vild fremmede mennesker sammen, (nogen kendte jeg ganske godt i forvejen, dog var de i helt klart mindretal). Et fællesskab, der nok kan bedst beskrives med glæden over at være menneske, at være sig selv, at får lov til at udtrykke sig og oplevelsen af at andre kan bruge det til noget.
Nu får du oplevelsen i Nordjylland på lørdag den 30.juni 2012 kl. 14 i Limfjordscentret i Doverodde.
|
|
25-05-2012 |
Af Annette Falk Lund |
A r t money - KunstpengeKom og køb din første artmoney.
Bredgade 22 , 1260 København K
Alle er velkommen: de små, de store, de lyshårige, de farvede, de tykke, de slanke, de fortrukne, de sultende, de høflige, de tavse, de glæde, de bedrøvede, de hvide, de fortabte, de succesfulde, de røde, de fattige, de højtlydende, de kunstneriske, de snakselige, de dumme, de pruttende, de kloge, de spørgende Alle er velkommen. |
|
30-04-2012 |
Af Annette Falk Lund |
Eventyr og andre dyrEventyr og andre Dyr Udstillingen "Eventyr og andre dyr" lægger op til en spændende debat om kunstens potentiale i vores hverdag. Jeg har inviteret nogle spændende mennesker der fortæller om deres erfaringer om at eje og købe kunst.
Se hele udstillingens program her. |
|
16-04-2012 |
Af Annette Falk Lund |
Har du kapital der ligger og sover?Kære kunstner Har du nogle tegninger, skitser, collager og andre billeder der blomstrer i din skuffe? Noget der aldrig udstilles, fordi det er for småt til at bruge tid på at indramme og gør et stort nummer ud af det? Hvorfor skulle du ikke bruge det til ARTMONEY? Skær det til i format 12x18cm og salg det som ARTMONEY.. Du kan registrere dig som artmoney kunstner og være med til at udstille dine artmoney i Bredgade i København i slutningen af maj2012. Du er måske allerede artmoneykunstner og dine artmoney flyder et eller andet sted? Er du interesseret? Skriv mig en mail, eller svar her på myartspace og så får du alle praktiske info. Glem ikke din e-mail adresse. annette@falklund.dk med venlig hilsen Annette
|
|
29-03-2012 |
Af Annette Falk Lund |
Salg dine artmoney i BredgadeKære artmoney-kunstner, vil du være med til at præsentere dine artmoney i Galleri Bredgade 22 i uge 22? Vi laver en artmoneybørs med Lars Kræmmer og Ibsens Hotels ejer Kirsten Brøchner-Mortensen kommer med et oplæg. Ibsens Hotel har indført artmoney valuta som verdens første hotel. |
|
28-03-2012 |
Af Annette Falk Lund |
udstilling i BredgadeUdstillingen i maj i Galleri Bredgade 22 i København bliver et prag af gode vibrationer. Jeg glæder mig og har sommerfugle i maven. |
|
27-03-2012 |
Af Annette Falk Lund |
Åbent VærkstedVærkstedsbesøg Mit værksted befinder sig direkte ved Limfjorden, få kilometer fra Amtoft havn og tæt på hvor Feggesundfærgen sejler. Hvis du kommer fra Ålborg så er det ca. 80km i retning Thisted. |
|
28-02-2012 |
Af Annette Falk Lund |
Krisetid
Masker har altid fascineret mig. Om de stammer fra afrikanerne, indianerne eller om de er mere europæisk – de drager mig uanset hvad. Men hvad går fascinationen ud på? Masker tiltrækker mig på grund af deres mangfoldige udtryk i farver og former. en bestemt stemning indfanges og dem der bærer masken får en vis anonymitet. En maske kan virke beskyttende for dem der bærer den og provokerende for omgivelserne. Har vi ikke alle sammen masker på fra tid til tid? Kulturforskeren Karen Lisa Salomon skrev den 17. februar i avisen Information tankevækkende om masker, både i historisk forstand og aktuell belyst. Læs endelig hele artiklen her som jeg anbefaler. Selv har jeg dykket ned i emnet med tush og papir. En serie af Artmoney med motivet MASKER er det blevet til. En maske til hver stemning. http://www.falklund.de/artmoneygallery.php
|
|
05-02-2012 |
Af Annette Falk Lund |
kan det betale sigAt lave sine egne penge er tiltrækkende. At står op om morgenen, mærk de mentale behov for mad og drikke, kultur og varme, for derefter at tegne og male penge som skal bruges at opfylde nævnte behov. http://www.ibsenshotel.dk/ |
|
07-01-2012 |
Af Annette Falk Lund |
Pina, Tanzteater
"Du vil synes om den" siger min mand og jeg er ikke spor overbevist. Han vil lokke mig foran TV- skærmen. Livet er for kort til fjernsyn, tænker jeg. Så forsøger han igen, siger: "Den er fra Wim Wenders" og jeg sætter mig på sofaen for at give den en chance. "Pina" er titlen på filmen, min mand forsøger at friste mig med. En dokumentarfilm, jeg lige vil vurdere i fem minutter. Slanke kvindekroppe hvirvles på en scene, musikken lyder monumentalt og farverne fanger mig med det samme. Dansescenen foregår på en café. Stolene kastes hurtig til side og to dansere bevæger sig mystisk gennem lokalet med en fortvivlende kropssprog. Episoden bliver gentaget igen og igen. Min opmærksomhed er fanget og min fem minuters vurderingstid er for længst overskredet da et dansepar svæver gennem et glaslokale. Dette store lokale (fuldstændig omringet af glasvægge) befinder sig midt i en park, en oase midt i skønneste efterårsfarver, som kvinden i en blodrød kjole forlader på jagd efter sin dansepartner. Musikken lyder dramatisk i alle scener jeg overværer. Den minder mig lidt om den i stumfilm blev brugt i 20erne. Også Gershwin kommer til sin ret og Tangorytmer eller en børnesang fra gamle dage. En anden gang ligger blomster på scenen, tusindvis. Naturlige materiale som jord, vand og græs ingår i rekvisitterne. Filmens titel henleder til ophavskvinden til alt det forunderlige spektakel der forgår på scenen i danseteater Wuppertal. Hendes dansere tager afsked fra Pina Bausch, som døde i 2009. Deres ansigter fylder næsten hele Tvskærmen og jeg lytter til deres mindeord, talt i deres modersmål som jeg ikke forstår altid, fordi de kommer fra hele verden. Jeg elsker teater, anderledes teater, noget der bringer sindene i kog, der rusker i vort alt for ensformede liv. Det må jeg opleve i virkeligheden, tænker jeg, da filmen er slut. Det strejfer mig også, at jeg elsker min mands lokkeri når det kommer endelig til stykket. Denne film i 3D-teknik har fået publikumsprisen på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og kommer nu i biograferne. Læs her hvorfor: http://avisen.dk/blogs/biomadsen/pina-dansede-sig-ind-i-publikums-hjerter-paa-cph-dox_32335.aspx |
|
28-10-2011 |
Af Annette Falk Lund |
Kunstkalender 2012
Mangler du en advent- eller julegave? Jeg har tre forskellige gaveideer jeg vil fortælle dig om. I alle tre tilfælde handler det om en Kunstkalender til 2012. Ens ved alle tre kunstkalendere er prisen. 150 kroner eller 20 Euro (eksl. forsendelse). De har på hvert månedsblade et billede fra et maleri jeg har lavet og en kalenderdel. En er med danske helligdage og et flot stort billede ovenpå. Ingen plads til at skrive notater i kalenderdelen her. http://www.falklund.dk/kalbestil.php En er med rigeligt plads til at skrive noget i kalenderdelen og lidt mindre billeder fra udstillingen VANITAS. Her er nævnt amerikanske helligdage. http://www.falklund.dk/kalbestil_deut.php En er med stor flotte billeder fra min abstrakte papirskat og plads til at skrive i kalenderdelen. Her er nævnt amerikanske helligdage. http://www.falklund.dk/kalbestil_engl.php
Valg selv.
|
|
05-10-2011 |
Af Annette Falk Lund |
nyhedsbrevJeg har udgivet Kunstkalender siden 2004 og sendt nyhedsbreve ud siden 2006. Begge dele kan du have gavn af. I nyhedsbrevet bliver du informeret om mine udstillinger, du kan læse om det der inspirerer mig og hvordan jeg markedsfører mine produkter. Når du tilmelder dig nu og frem til 30.oktober kommer du med i lodtrækning om den nye kunstkalender 2012. Klik bare på min hjemmeside http://www.falklund.dk, så ser du både kalenderen og du finder boksen, hvor du kan tilmelde dig. værkstedshilsen fra Annette |
|
04-10-2011 |
Af Annette Falk Lund |
Fra ide til maleri
I et år har jeg nu været beskæftigt med Grundtvig. Præsten, digteren, politikeren og manden der har præget den danske kultur og tænkemåde. Men hvordan egentlig? Hvad er der tilbage i dag? Gennem samtaler med videnskabsmand, lærer, forfattere, præster, journalister m.m.har jeg samlet livshistorier ind. Stoffet der kunne muligvis blive til billeder. En af dem beskrives af Gerda på Mors. Jeg blev straks grebet af den og fik ideen til maleriet "Fordøren". "Den gamle skæggede gubbe har altid været meget nærværende i mit liv, da jeg er vokset op i et grundtvigiansk hjem. At jeg ikke selv har opfattet mig selv som troende, ændrer jo ikke ved respekten for den åbenhed og ligeværdighed blandt mennesker, som for mig er ensbetydende med grundtvigianismen. På et tidspunkt ville jeg melde mig ud af folkekirken, og da sagde min far, at i så fald ville han opfatte det, som om hans opdragelse af mig var mislykket. Og så lod jeg være med at melde mig ud. Det betyder ikke så meget for mig. Mine børn er også blevet døbt. På et tidspunkt var min søn dumpet til en eksamen og var meget ked af det. Jeg havde netop lånt penge til nye vinduer og ny fordør. Men så sparede jeg fordøren og betalte for, at han kunne komme på højskole. Det er de bedste penge, jeg har givet ud på ham. Og jeg har stadig ikke fået nogen ny fordør."
|
|
29-09-2011 |
Af Annette Falk Lund |
surt opstødNu er Reality TV nået til os kunstnere. Os der maler, os der producerer video, os der sætter ting sammen, os der hugger i sten … you name it. Før var det unge håbefulde mennesker med drømmen om at blive top designer, top model, top sanger, top danser. Og hvem skal vi sende vore takkebreve til? Postnummeret på konvolutten må være 2300. TV journalister på Danmarks Radios nye ungdomskanal Mama har lade sig inspirere af amerikansk TV som i sig selv er ikke noget nyt. Hver onsdag kan vi følge med i dramaet Chance for livet. Underholdningsbranchen fortsætter sin tradition med talentshows siden X-FAKTOR blev vist første gang i januar 2008. Her var det englændere der inspirerede med IDOLS og POPSTARS. Tilbage til WORK OF ART, som er titlen på konkurrencen med 14 unge kunstnere. Dem der vinder loves en udstilling på Brooklyn Museum og 100 000 Dollar, der sponsores af Prismacolor. Konceptet er det samme som vi kender fra “Vild med dans”, “X-faktor”, “Stjerne for en aften”. I stedet for en Blachmann i Jury så har vi f.eks. Simon De Pury. På DR hjemmeside står om ham: “Han har altid været interesseret i kunst. Han kan se om noget er kunst på et splitsekund. Som deltagernes mentor kommer han med skarpe observationer af hvad der fungerer og hvilke elementer de bør være bekymrede for ved deres værker.” Det er jo fantastisk og meget betrygende med den slags mennesker i blandt os. Fordi så kan vi være mindre usikkre over om vi overhovedet kan noget, vi kunstnere, måske bilder vi os bar noget ind, noget om talent eller det at have fundet et livsindhold eller når nogen af kunstnere føler et kald. Jeg kan godt forstår seerne tiltrækkes af denne type underholdning. Når menneskelige drama afvikles foran et camera. Jalousi, verbale og nonverbale dueller, lav selvværd og selvrespekt, drømmen om de hurtige penge og berømthed pirrer til vores medfødte konkurrencegen. Det er yderst spændende når kunst opstår og at være vidne til når dialogen mellem homosapiens og dens ubarmhjertelige trang til at udtrykke sig, sættes i gang. Men tag ikke fejl: her er ikke kunsten i centrum, men derimod iscenesættelse af en gruppe mennesker, der er på jagd. Denne mediebårne virkelighed sammenligner jeg med hvad spiritus har gjort for indianerne imens europæiske kolonialmagter herskede i Amerika i flere århundrede. Men se selv og danne dig en mening. http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Kunstklub/Artikler/20110922095023.htm
|
|
15-09-2011 |
Af Annette Falk Lund |
Vartov
Maleriet vokser, tager form og får sit eget liv. Det er Breinik, der beskæftiger mig, ikke så meget hans afskyelige massemord, men debatten der følger i kølvandet. Hvor kommer hadet fra? Religionskrige, angsten, volden. "Die Freiheit ist immer auch die Freiheit der Andersdenkenden". Citatet stammer fra Rosa Luxemburg, myrdet i 1919. Åndsløsheden i det danske land plager også mig, ikke kun Sørine Gotfredsen. Underholdningsindustrien, oplevelsesøkonomien, talentløse journalister, der sjældent stiller de spørgsmål, der kunne give anledning til de svar jeg higer efter. Jeg nægter at hoppe på vognen fyldt med forklaringer om krigen mellem religionerne. Grundtvig blandede sig ofte og igen og igen. Kampen om Grundloven, kampen om oplysningen, kampen om poesien og kristendommen. Siden jeg læser om manden, lytter til hans sange, siden jeg selv prøver at holde melodien i hans salmesang, siden jeg dykkr ned i hans egne tekster i det svært tilgængelige sprog - siden det første møde på Vartov, hvor vi aftalte denne udstilling, ja siden da, maler jeg på disse malerier – først i mit hoved og nu på lærred. En frugtbart process, der kræver mit tilstedværelse, min intellekt og vækker min nysgerrighed for at finde ud af, hvad der står bag den "halvdøde dansker" som maleren Kvium beskrev med sine oliekridt og som jeg lever side om side med i nu 18 år. Ikke mindst en lidt provokerende måde at søge min identitet som kvinde med tysk pass i dette vidunderlige land, også kaldt kongeriget. |
|
11-09-2011 |
Af Annette Falk Lund |
små malerier
Disse små billeder er mig en stor fornøjelse at lave. Når jeg bliver spurgt hvad jeg tænker, når jeg laver dem, så er svaret ret kort og kontant. Ingenting.
Det er det bedste, ingen tanke på noget som helst. Først der kan farver og former lege med hinanden . Jeg vurderer ikke, synes ikke, dømmer ikke, jeg er et med det der sker, fører penslen og dykke ned i vandet, ser hvordan det skifter i farven fra tid til tid. Jeg skifter penslen ud med en blyant, en copic tush eller det der ligger nærmest på mit rodede skrivebord. Så maler jeg videre uden afbrydelse. Er det timer, minutter eller endda ganske korte øjeblikke jeg sidder sådan før det er færdig?
|
|
02-04-2011 |
Af Annette Falk Lund |
Grundtvig
Nu har jeg været som udlændning i Danmark i 18 år. Stadig tysk pass og et liv, der ikke skilder sig så meget ud fra mine naboer, der er pæredansk. Dog har jeg ikke en flagstang der bruges efter faste regelsæt. Hvad jeg har er et CPR-nummer. og dansk som daglig sprog. Jeg har lyttet til Kim Larsen og Anne Linnet, set Matador på TV, besøgt Skagen og Lousiana, spist flæskesteg med persillesovs, læst Niels Lyne og Martin Andersen Nexö og deltaget i et hav af julefrokoster. I starten møder jeg danskerne som et venlig og åben folkefærd. Med årene mærker jeg denne åbenhed inkluderes ikke uden videre at blive budt ind i hjemmet og hjertet. Det er langt fra smil og korte svar på ”Hvordan går det?” til et venskab med oprigtig interesse i andres menneskers liv der kommer fra andre kulturer. Så falder jeg over N.F.S.Grundtvig. Siden da oplever jeg åbne døre, mennesker der er villig til at hjælpe, at give fra sig og stille selv spørgsmål, mere end jeg er vant til. Folk er interesseret, glad og i møde kommende og ikke mindst selv oplyst og vidende. De har en mening til tingene og er ikke bange for at ydre den. Modsatningerne er noget Grundtvig gik op i. Lys og mørket, tvivl og tro, kærlighed og had, skyld og tilgivelse, liv og død. Det er lige det jeg arbejder med i mit maleri. Jeg er fascineret af dualismen, der holder det hele sammen og i balance. Vil vi ikke helst have det lyse, kærligheden og liv? Kan vi ikke være foruden det ubehagelige, modgangen, det der gør ondt? Teoretisk kan vi svare hurtig og ligetil, selvfølgelig ikke. Fordi det ikke hænger sammen sådan, adskillt. Men praktisk... hvor svært er det at acceptere de mørke dage, når hadet og skylden hænger over os og pirrer os? Grundtvig mærkede det på sin egen krop, modgang, skyldfølelse og tvivl over sin bestemmelse. Han levede livet igennem sit virke som digter, politiker, præst og lærer i yderst produktive perioder og med livsfaser der var præget af sygdom og tungsind.. Når jeg skildrer det grimme i mine billeder med smukke, livsbekræftende farver, ja så er livet min læremester. Om jeg spiser i taknemlighed, græder over at miste, griner og fjoller rundt i livets rus eller sidder over en opgave med usikker udgang.
|
|
21-03-2011 |
Af Annette Falk Lund |
krigserklæring
Jeg læser overskriften ”Vesten skal holde sig ud af Libyen” og nikker eftertænksom i bifald. Sidder i præsteskolens bibliotek lige ved siden af Løgumkloster Refugium. Det er behagelig varm indenfor, stille og kaffen damper mens en bidende kulde udenfor vidner om vinterens insisteren. Det er et citat fra den 83 årige Gene Sharp boende i Boston, der er forfatter til revolutionens ABC i form af flere bøger. Og nu, fire uger efter er netop det sket. De første kampfly over Libyen med mandat fra FN. Jeg er i mod denne kamphandling, ser det som inblandning, nøjagtig som Gaddafi hævder. Er jeg derfor hans ven? Nej, tværtimod. I kølvandet af revolutinære bevægelser i Nordafrika gik også folket i Libyen på gaden. De kræver et bedre liv, en fremtid med håb, jobs, udvikling og medbestemmelse. Oprøret er født ud fra en frustration og en vilje til at gribe til våben om nødvendig. Anderledes i Egypten, hvor en store del af befolkningen lod sig inspirere af ideen om udholdenhed, fredelige demonstrationer og insisteren på et fælles mål. I Tunesien og Egypten omfavnede demonstranterne militæret. Gene Sharp anbefaler denne slags metoder som set i disse lande, også sultestrejke, nøgneprotester og parodier. Den 11. februar 2011 gik Mubarak af, en dag med fest, glæde og dansende mennesker på Thahrir-pladsen i Kairo. Hvad for et sejr gennem et ikke-voldelig-modstand. I Libyen har folk valgt en væbnet konflikt. Tropperne kæmper om byerne og terrain. Nu, da Vesten har grebet ind, bliver det umulig for oprørerne at fejre en sejr mod Gaddafi opnået af egen kraft, uanset hvad der sker fremover, hvordan konflikten udvikler sig. Vesten har givet det libyske folk en bjørnetjeneste. FN-mandatet fra en splittet sikkerhedsråd (Tyskland stemte ikke for den), lyder på at beskytte civilbefolkningen for Gaddafis angreb fra luften. Den franske regering står i spidsen, det undrer mig ikke, siden libyske magthaver har kaldt Sarkozy en klovn, der har gentagne gange nydt meget af libyske penge til hans valgkamp. Nato er lige sådan uenig i at går samlet ind i denne krig og også her har gjort man sig selv en bjørnetjeneste. Hårrejsende udmeldinger fra SF om at Danmark skal går ind i denne væbnede konflikt, altså erklære Libyen krigen, hvis nødvendig med artilleri, har for mig set, givet denne sag en absurd drejning. Jeg har kun spørgsmålene tilbage:
Har vi ikke nok med danske soldater i Afghanistan? Hvorfor skal vi redde verden og spille verdenspoliti?
|
|
31-01-2011 |
Af Annette Falk Lund |
LemmerzJeg havde en meget personlig erkendelse der har ligget der i næsten 20 år og ved mit besøg af udstillingen kom den op til overfladen af min bevidsthed. Nærmest under chok gik jeg rundt mellem skulpturerne som den tyske kunstner Christian Lemmerz har skabt i de sidste 25 år. Lemmerz er født i Karlsuhe i 1959 og er bl.a. gået på Kunstkademi i København. Han har arbejdet sammen med Kvium, Lars Nørgård og F.A. Frandsen. Med værket Fettbaby fra 1985, hvor han formede en baby af margarine over et skelet af træ og jern, kom han i mediernes og museernes søgelys. I udstillingen ”Genfærd” på Aros beundrede jeg skulpturerne udført i marmor, bronze, silikone og gips. Især dem i marmor, som vidner om godt håndværk, gav mig en stort sanseoplevelse og stof til eftertanke. Når moder Teresa kvaler et barn, som hun holder kærligt på armen, mindes jeg om, at alt i medierne skal tages under den kritiske lup. Når menneskekroppe ligger foran mig som kødbunke, mindes jeg om Abu Ghraib og krigen mod Irak, sat i gang på et løhnagtig grundlag. Det er det kunsten skal og kan: at vise os spejlet. Om vi vil møde spejlbilledet og forholde os til omverden og dramaet i os selv, er op til publikumet. Jeg blev kunstnerisk inspireret og har sanset, følt, tænkt og mærket efter som en gal. Om det er Judas og Jesus i en og samme person, der dingler ned fra en løkke eller en kopulerende pave, om det er resterne fra kunstnerens eget hovedet efter en eksplosion som selvmordsterrorist eller kvinden med sin baby, parat til det værste med sprøjten i hånden – lige meget hvilken skulptur jeg ser på, hver gang drages jeg ned i kælderen af min egen historie og menneskehedens skabne. Om jeg blev bedrøvet og nedtrykt? Nej, ganske vist ikke, tværtimod. Jeg kunne satte ting på plads, noget der betyder for mig, som har holdt mig fest i mange år og som jeg forstår nu. Det frigiver energi og en bevidsthed der hjælper til at forandre. Jeg sidder nu tilbage med tanken om ikke at give slip, være opmærksom og at give livet, det mest nødvendige: kærlighed. |
|
13-12-2010 |
Af Annette Falk Lund |
FærøerneJeg spiste hvalkød, klatrede på årtusindsgamle klippe, jeg opdagede Mikines, den første færøske maler i modernismens tid og kørte langs de veludviklede veje igennem tunneller. Otte dages ophold på vulkanøerne i midten af Atlanterhavet gav mig et lille indblik i et samfund af 50.000 mennesker, der taler deres eget sprog og dyrker egen kultur og skikke, to dages sejltur fra Danmark. Familier fyldte meget i billedet, da jeg gik rundt i Tórshavn. Ikke kun én far med sit barn eller mor'en med barnevognen, nej hele familien sad på café. De sad og drak kaffe, spiste kager eller en sandwich med en cola ved siden af. På restauranterne faldt mig fraværet af vin og øl i øjnene. Om det skyldes de høje priser, en stærk afholdenhedsbevægelse eller sund fornuft, er ikke til at sige. Kun en enkelt gang så jeg midt på dagen en torklende skikkelse at snige sig om hjørnet af en bygning. Da jeg ankom midt i oktober måned holdt vinteren sit indtog. Sne og blæst lagde sig på bjerglandskabet, skønt at øerne ligger i Golfstrømmen. Jeg besøgte små bygder med deres flotte farvede hustag, som mit hjerte glædede sig over som jeg var et lille barn. Det er fordi husene er bygget af træ, mange af dem, forklarer mig en færing. Straks tænker jeg på Palads bygningen i København, der er malet efter Poul Gernes farvesatning. Så hvorfor kan ikke også vi få mere farver i bybilledet, på husene, på gavle, på bænke, på alt der omgiver os? Færinger er stolte og er ikke så glade for at køre bag en bil med danske nummerplader. Sådan føltes det, da jeg snorede mig på vejene op og ned ad bjergene. De har også et helt specielt sammenhold som også bliver styrket igennem deres tradition at slagte grindhvaler. Dyrene, som har forvildet sig i de færøske fjorde, drives hen til stranden og hele befolkningen indkaldes. Flere hundrede mennesker i båd og til lands venter på dem, nogle er aktiv i drabet og efterfølgende i fordelingen af kødet, andre er tilskuer, sådan lyder forklaringen af færingen, jeg taler med. Kødet kan ikke købes i supermarkeder, men fordeles ligeligt mellem alle mennesker, der bor på egnen og som har skrevet sig på en liste. Her er der ingen, der laver profit ud af det. En dag blev jeg inviteret til middag, hvor et fad med dampede hvalkød stod på bordet. Kødet smager næsten som vildsvin, slet ikke som fisk. Jeg mindes om at hvalerne ikke er fisk men et pattedyr ligesom os mennesker. Det frarådes at spise for meget af hvalkød på grund af forureningen af havet med kviksølv. Mikines, der levede 1906-79, har malet motiverne af grindadrap mange gange. Jeg havde ikke hørt om maleren før, så meget des større min begejstring, da jeg slendrede fra rum til rum på Nationalmuseet i Tórshavn. Sikken en personlighed. Hans motiver i malerierne spænder bredt fra livets mørke sider over storslåede landskaber til blodlige traditioner. Jeg kan lære meget af ham og beundrer hans penselstrøg og farvevalg, hans formåen at formulere det væsentlige, at komme ind på sandhedens kerne. Før jeg tog til Færøerne fortalte danskerne mig, at færinger har brugt rigtig mange penge på at bygge tunneller og veje som jeg selv oplevede som en fryd at færdes på. Nemt og overskuelig er disse veje, finanseret af danske skattekroner. Nogle færinger jeg sad og drak aftenkaffe med havde en indskydelse til denne danske hilsen og spurgte mig: Har de også fortalt dig, hvordan danskerne handlede med NATO om at bruge radarstationer på Færøerne?
|
|
01-12-2010 |
Af Annette Falk Lund |
kunstmuseum
Jeg står midt i en udstilling sammen med Klaus, der arbejder til dagligt som chauffør. Tilfældigheder har bragt os sammen på dette sted, i et rum fyldt med kunst. Farverne lyser fra malerierne der gemmer på en masse symboler og ikke mindst fortællinger. ”Har du været her før?” jeg giver slip på min nysgerrighed. ”Nej, det har jeg godt nok ikke.” forsikrer mig Klaus med et kropssprog der udryder ethvert tvivl på sandhedens udsagn. Okay, det er ikke verdens undergang, mumler jeg for mig selv og tænker videre højt. ”Men du har været på et kunstmuseum før, har du?” ”Jaaaa, men det er godt nok mange år siden, da jeg gik i skole. Jeg kan ikke huske hvor det var.” Jeg lytter, tilståelsen kommer ikke bag på mig. Mine øjnene bliver hængende på et maleri imens vi bevæger os langs vægge uden at have skænket udstillingen særlig stor opmærksomhed. Jeg stirrer på maleriet som om jeg genkender historien der bliver fortalt. Byggeren står der på muren i nederste del af maleriet ”Sommer i den sorte firkant”. Det må være den fantastiske historie om byggelegepladsen på Nørrebro, der blev genstand for en magtprøvelse mellem beboerne og statsmagten. Bulldozerne, politi og kampagne om dagen. Håndværker, miljøfreaks, pædagoger og politiske aktivister om natten, der bygger op igen, hvad statsmagten har jævnet med jorden dagen før. Nu melder sig Klaus på banen og pludselig har vi en fælles reference, begge kan vi huske noget og fortæller det hinanden. Vi ser på malerierne med en større opmærksom end før. Vi leder efter navnet på kunstneren og læser ERIK HAGENS. Klaus og jeg kigger på hinanden og ligner et kæmpe spørgsmålstegn. At vi ikke har hørt om ham, rager ikke os, fordi nu er det spændende at går på opdagelse. Titlen er på næste billedet er ”Københavns Vinterbane” og vi ser på et hav af små figurer der tilsynladende jagter lykken. Perspektivet i maleriet er taget hensyn til, forskellige træpper og seksdagesløb, kortspil og almindelige menneskers drøm om at have heldet med sig. Deres ansigter og kropssprog forekommer ikke helt ukendt. Det er en fryd at går på opdagelse, Klaus og jeg får en slags spadseretur ud af det. Glæden varer ikke ret længere. Vi skal videre, er på busrundtur en skøn søndag i oktober for at se 6 forskellige udstillinger i den store Billedkunstfestival PORT 20:10 i Nordjylland. Jeg lover mig at komme igen og se nærmere på Erik Hagens og takker min ledsager for hans gode selskab. Han smiler tilbage og har tilsynladende glædet sig over at kunne begå sig på et Kunstmuseum ganske fornøjeligt. Vi traver til bussen, hvor de andre venter, imens jeg spekulerer over om mon der går igen mange år, før Klaus ser sig omkring på en udstilling på et kunstmuseum næste gang.
|
|
08-11-2010 |
Af Annette Falk Lund |
Kill your darling
Jeg elsker dette udtryk: dræb dine kærester. Ikke fordi jeg er særlig blodtørstig. Men fordi den rammer plet, eller som vi siger på tysk: es trifft den Nagel auf den Kopf. Jeg lærte for alvor meningen med det hele gennem mit maleri. KILL YOUR DARLINGS er et princip, oftest anvendt af skuespiller, maler og musiker som et redskab. Det skønne ved det er, at alle kan bruge dette værktøj, lige som en hammer, når vi skal slå et søm i væggen. Kende du dine darling?
|
|
07-10-2010 |
Af Annette Falk Lund |
referenceEr du god til at skabe liv? Hører jeg i den anden ende af røret. Ja, det er jo lige det, jeg gør, siger min indre stemme fornøjet. Det er det mine malerier gør, at skabe liv. Jeg ved det jo godt, men glemmer det tit, når jeg ringer til fremmede steder, til mennesker der ikke aner, at jeg har løsningen til dem. Løsningen på deres problem, hvad det handler om kedsomlige vægge der skriger efter fornyelse eller en personaledag, der gerne huskes gennem gode foredrag og aktiviteter. At finde på en god ide og fortælle historier, det er det der skaber liv. Så er det sådan set lige meget, om vi har brug for en firmajulegave, der adskiller sig fra alle de andre år eller om vi trænger til en anderledes udgave af årsrapporten med streger fra en kunstners hånd. Er du god til at skabe liv? Hører jeg i den anden ende af røret. Ja, det er jo lige det, jeg er, når jeg er ude i virksomheder. Åben og lyttende med kun et formål, at dække et behov, alle mennesker har: NÆRVÆR. Når vi ser på et maleri, sanser farver og former, opfatter en mening, lader os drage af fortællingen, så kan det godt ske, at vi glemmer alt om os selv. Spørgsmålet om vi er dygtige nok, om vi anerkendes, om vi nu indfrier vores egne og de andres forventninger, alle disse tanker forsvinder.Vi genkender, tolker, husker og genkalder når vi ser på et maleri, nogle mennesker oplever det som en spadseretur. Men er det kun mig der tror? Læs om erfaringen fra en kunde jeg har samarbejdet med. Jeg har arbejdet sammen med Annette Falk Lund i forbindelse med kulturelt samwirke Morsøs projekt Alliance - Kunst - Arbejde. Vi kontaktede Annette for at få hende til at lave et maleri, der udtrykte Morsø Banks identitet. Valget faldt på Annette, fordi de mange små og store motiver i hendes malerier pirrer tilskuerens fantasi og indbyder til at tænke med på den historie, som maleriet fortæller. Vi aftalte først grundlaget for samarbejdet og det produkt, der skulle komme ud af det. Derefter gennemførte Annette interview med nogle medarbejdere og arbejdede sig på den måde ind i Morsø Banks identitet. Annette udførte en del af male-arbejdet i banken, og undervejs steg interessen blandt vores medarbejdere for projektet. Annette var dygtig til at involvere og gøre andre interesserede i det, også dem, som på forhånd var skeptiske overfor ideen om en kunstmaler i banken. Hele projektet blev gennemført på en meget betryggende måde, og alle aftaler blev overholdt undervejs, ligesom Annette viste en god forståelse for de skrevne og uskrevne regler, der gælder på vores arbejdsplads. Vi er meget glade for det maleri, der nu hænger i Bankens lokaler, og der var stor enighed blandt bankens medarbejdere om, at Annette på imponerende vis har samlet hele Morsø Bank med mere end 135 års historie i et maleri. Keld Hvobøl, HR-chef i Morsø Bank i Nykøbing, september 2010 |
|
22-09-2010 |
Af Annette Falk Lund |
art fair 2010 CPH
”Malingen kostete kunstneren 12.000 Kroner” jeg lytter med, når Martin Asbæk fortæller om maleriet af en ny ung kunstner. ”Det er altså ganske dyrt maling der er på her” fortsatter galleristen imens jeg stirrer vantro på prikkerne der er fordelt på hele lærredet, der måler 2 x 3 meter. Vi var lige ved at diskutere et litografi af Catrine Raben Davidsen, som jeg var interesseret i at købe. Butikken skal passes når flere kunder er til stede, så jeg lytter med på sidelinien. Det kunne jo godt være at jeg også bliver fristet. Så kommer det, spørgsmålet om prisen og svaret lader ikke vente på sig. ”150.000” . Ophavsmanden på prisspørgsmålet kigger skeptisk og giver sin mening til kende: ”Det mener du ikke.” Jeg bevæger mig på kunstmessen art fair copenhagen i Forum i København og snuser rundt. 80 gallerier har købt stande på messen, der afholdes siden 1997. 32 af dem kom fra udlandet som blandt andet fra Sverige, Norge, Island og Færøerne, dog ingen fra Tyskland. Mine øjne møder et hav af malerier og jeg forsøger at sortere. Ind i mellem styrkes jeg med en espresso. Jeg holder øje med programmet for ikke går glip af spændende diskussioner. En af dem har en lidt brav overskrift ”Kan kunst salges?” Alligevel indtager jeg pladsen i forreste række og lurer til eksperterne på sofaen: galleristen fra V1 Jesper Elg, Lars Bent Petersen der underviser på Akademiet og vurderingseksperten Peter Christmas Møller. Der kommer en god snak i gang, der først og fremmes er samtaleemne inbyrdes. Noget de har talt om før. Hvordan det kan være at et maleri fra den danske kunstner ”Husk mit navn” i prisen på 40.000 kroner lander efter at den var solgt på messen i Basel, ryger på auktionen til det doppelte, kun et halvt år senere. Eksperterne har ingen svar, derimod kommentarer og overbevisninger. Jeg synes faktisk mest om galleristen Jesper Elg. Han taler velovervejende. Endelig må publikumet stille spørgsmål og det første rammer lige plet. En ung mand retter blikket mod vurderingsmanden og længes efter nogle regler på kunstmarkedet lidt med side, der gælder på Børsen. Han henviser til sammenbrud af kunstmarket i 2008. Interessant er så vurderingsekspertens reaktion. Peter Christmas Møller forstår ikke hvad den unge mand taler om. Måske har han ikke set den brisbelønnende film ”Die Millionenblase”, hvor Instruktøren Ben Lewis afslører de korrupte tendenser kort inden kunstmarkedet kollapser i 2007, som jeg kan varm anbefale. Efter et par timer spadseretur på messen med en hilsen til Zura som er repræsenteret hos Varmegalleri og gensyn med Kørners malerier på den svenske galleri Christian Larsen trasker jeg tilbage til mit litografi, der venter på mig. For som Jesper Elg siger, hvis pengene ikke rækker så er der altid mulighed for at købe grafik til fornuftige priser.
|
|
12-09-2010 |
Af Annette Falk Lund |
en mester i akvarel
Jeg har lavet en opdagelse som jeg gerne vil dele med jer. En maler fra Tyskland Andreas Mattern, der er en mester i akvarelmaling. Det er ikke kun hans farver og måde at bygge et billede op, også hans mantra ”Lebendig ist wichtiger als richtig” tiltaler mig. Det betyder på dansk ”Levende er vigtigere end rigtig”.
Han har en blog hvor du kan følge med i hans arbejdsprocess. Jeg var stødt på hans billeder over internet og kender ham ikke personlig. Dog er hans måde at arbejde på meget inspirerende for mig.
Andreas Mattern bliver heller ikke distraheret af hverdagens afbrydelser, når hans lille søn kommer med en udfordring, en luftballon der skal pustes liv i. Straks tænkte jeg på en sang Niels Hausgaard har lavet, hvis I kender den. ”....Far...du nåede det ikke...”
Kig ind her http://andreasmattern.wordpress.com/
så kan I også puste lidt liv i jeres skoletysk … :-)
en solskinshilsen fra det nordjyske
|
|
02-09-2010 |
Af Annette Falk Lund |
Filmkritik "Hævnen"
Tankerne hænger på, mange timer efter. Måske dage, jeg ved det ikke endnu. I går aftes så jeg den, Susanne Biers nye film. Jeg mærker en dybt følende respekt for livet, ærbødighed for det der kan ikke laves om, er det nu engang tabt og ikke passet godt nok på. Livet har konsekvens. Alt hvad vi laver, tænker, føler og hvem vi indgår relationer med, alt det har sin pris. Da jeg sidder i Thisted biograf og venter på at dørene åbnes, får jeg pludselig øjnene op for en bekendt. Kvinden smiler til mig, da hendes blik møder min. Hun har set filmen allerede og jeg higer efter en vurdering uden at hun skal røbe alt for meget. ”Hvordan er filmen?”. Hendes svar er kort og altogintet sigende: ”Anderledes” Jeg betragter hendes eftertænksome væsen, den rolige og tunge udstråling, der ikke føles bekendt, da hun tilføjer: ”Filmen er anderledes end jeg har forventet.” Vurderingen fra kvinden der forsvinder så hurtig som hun var dukket op, pirrede til min nysgerrighed. Endelig har jeg placeret rumpen i biografstolen og reklamerne er passeret, da billederne og musikken fortryller mig i en historie der lader glemme alt. Mine små bekymringer i hverdagen om det er ubetalte regninger, vasketøjet, titlerne på mine malerier, den næste tale jeg holder, at vande tomaterne, hullerne i vores indkørsel... I halvanden time bruger jeg hele mit følelsesregister. Voldens onde ansigter ruller over det store lærred. Om her i lille Danmark eller Afrika, alle steder lurer den i forskellige afskygninger. Om det er en lussing, et voldsomt skrig tæt op i ansigt, en opsprættede mave på en jomfrueligt pige. Hvordan reagerer vi på den slags og kan den stoppes? Filmens helte prøver på forskellig vis med hver deres overbevisninger. Skuespillerne kan deres kram, især er jeg imponeret af de to drenge, der spiller Elias som har en svensk far og Christian med en mor der bukkede under sin kræftsygdom. Filmen ender på en vis, der giver mig mod og bekræftelse i at der er kun en vej at går: Forbliv dig tro og handle. |
|
02-09-2010 |
Af Annette Falk Lund |
Jeg spørg barePeter Brix Søndergaard, lektor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet forsvarer at SMK udstiller Bob Dylans malerier, fordi sangeren har et navn og format. Skal vi så også høre at Per Kirkeby synger "Min pige er så lys som rav" på det Kongelige Teater ?" |
|
30-08-2010 |
Af Annette Falk Lund |
Kunst på Amalienborg
Allerede langt fra ser jeg køen. Den snoer sig langs bygningen, rundt om hjørnet, forbi af bilerne, så langt blikket rækker. Nu opdager også min ledsager køen. Det havde hun nu ikke troet, at forfinde den slangs forsinkelse. Jeg havde håbet på, at på en onsdag med åbningstider frem til kl. 21, ville vi går glip af den. En kørende kaffemaskine på jul langs køen bidrager til trøsten, en espresso til mig og en Café latte til min kunstnerkollega Karen. I Kronprinsessens arbejdsværelse ser vi det første kunstværk, som høster begejstring hos publikum lige fra begyndelsen, da vore blikke rammer væggen. Et blomstermotiv i oval format, udført af Erik A. Frandsen. Hans marmorede billede er lavet af en meget gammelt metode, som næsten ingen mestrer i dag. Man fandt dog en der stadig kan, udenfor kongerigets grænser, en tysker. Han stillede en betingelse for at give sit viden videre: en betalt læreplads for en der lærer håndværket fra bunden af. Køen snorrer sig videre så roligt og stilfærdig som man kan forvente i kongelige gemakker. Gennem riddersalen, den grønne hall kommer vi til spisestuen. Kunstneren Kasper Bonnén har boltret sig her med de store vægge han forvandlede til landkort. I en mørk farve, afbrudt af lyse striber, der vidner om solskinsstråler faldet ind i rummet. Vi går på opdagelse og finder Danmark i overnaturlig størrelse, lidt til højre henkastet i håndskrift ”Husk Bornholm”. Den slags små hentydninger findes en del af. Amerika ligger på hovedet og Tasmanien får en værdig plads. Jeg er imponeret over affekten med så lidt farver. Disse manglede i hert fald ikke i møderummet, hvor kunstneren Eske Kath malede på loftet. En stort sol maser sig over hele loftet, afbrudt af regnbuens farver i organiske former. Jeg glæder mig over at farverne få lov til at folde sig ud, et dekorativ værk i mesterklasse. I anretterkøkkenet smykker Kathrines Ærtebjergs finurlige dyrskikkelser, elskede jagdmål, væggene. Jægeren retter geværet mod pigen og dyrene i overstørrelse går fri. Jeg har set Ærtebjergs malerier mange steder, sidst i en fornem udstilling på Trapholt i Kolding. Efterhånden blegner disse fortællinger for mig, som om jeg har set nok af det. Morten Scheldes vægudsmykning, holdt i jordfarver sagde mig ingen ting, ramt af kedsomhed går jeg videre og standser først i Kronprinsens arbejdsværelse. Jeg nå ikke at holde mine tanker tilbage, lettet chokeret over det jeg ser. Mine naboer i køen der glor det samme sted smiler til mig lidt usikker og nogle os nikkende, da de hører min stemme: ”Nå... Da må vi da håbe på, at Frederik bliver glad for det.” Jeg indrømmer det blankt, jeg er ikke særlig vild med malerier fra kunstneren Tal R. Har aldrig forstået hvorfor han bliver handlet på kunstmarked i den grad. Billedet på væggen, der viser en vej med husene i siderne, mangler alt det der kan kendetegne et godt billede. Humor, ide, lys, en god komposition, lidenskab og ikke mindst sjæl. Heldigvis er vor tur ikke slut og vi har nogle tankevækkende kunstværker tilbage. Olafur Eliassons lamper langs træppeopgangen der fører til et loft mange meter oppe som indikerer betragteren en fornemmelse af at befinde sig under vandoverfladen langt ned i havets dybde. Det kan lide. Jeg har mistet orienteringen, følger bare strømmen af mennesker, imens min ledsager studerer nøje folderen med husets plan. Inden vi beundrer taffelsalens udsmykning, lavet af Erik A. Frandsen, med store metalvægge der er sandslibet og ser ud som spejle med bedårende blomstermotiver, står vi i et rum der kaldes Taffelsalens forgemak. Jeg bemærker manglen af hvisken, små udtalelser og raktioner fra publikumet. Endelig rammer mit blik et stort lærred. To faldne soldater, en kamel og en palme er motivet, malet af John Kørner. Jeg har læst meget i pressen om hvordan Kronprinsparet afviste et maleri kunstneren har lavet. De havde spurgt ham, om han kan male videre på det. Det kunne han selvfølgelig ikke. Jeg ligger ikke sjul på, at jeg er vilde med John Kørners malerier. Han elsker at male med gul, en farver jeg selv er draget af. Kørner siger så meget med så lidt. Han forholder sig til den verden vi lever af. Jeg har set hans værker forskellige steder, et vægmaleri ved Amager Centret i København, på museet ”Heart” i Herning og på udstillingssted Gammel Strand i København. I forlængelse af Kørners serie ” 16 dead danish problems in Afghanistan”, som Ny Carlsbergfond har købt nogle af, malede han så et nyt billede i denne seriens ånd. Min første indskydelse er: Hvor er det stærkt, at de tør. At turde at se virkeligen i ansigtet. Danmark er med i krig. Ikke set før 2001 i mere end hundrede år. Som krigsmodstander tager jeg hatten af. Karen og jeg er kommet igennem den udsadvanlige udstilling på en time. Tankerne og følserne hænger i luften, det hele skal synke. Vi siger ikke ret meget. Mit blik rammer solen i fuld styrke, da vi kommer ud igen, blinker med øjnene og opdager med et smil køens vedvarende størrelse. Et par dage senere spørger jeg vidt omkring efter andres oplevelser med udsmykningen. Især krigsbilledet har jeg svært ved at give slip på. De fleste trak med skuldrene, da jeg spurgte, dog en af dem var villig til at give sig til kende. ”Jeg synes det er forkert.” Min nysgerrighed er vakt og jeg lytter til argumenterne: Rummet hvor maleriet med de faldne soldater hænger er det sted, hvor der drikkes champagne, inden folk bliver kaldt til bords. Er det måden at håne soldaterne på? Bliver de til grin? Min samtalepartner forsikrer mig, at det har ikke noget med hans holdning mod krigen at gøre, han bliver trist ved at høre om hver eneste døde soldat i Afghanistan, på vegne af de pårørende. Ja tænker jeg, det er så meningsløst... og er det ikke lige det, John Kørner peger på med sit maleri?
|
|
29-08-2010 |
Af Annette Falk Lund |
OILBAR
Oliemalingen har for alvor erobret mit hjerte. Den passer lige til mig. Kraftige farver, så lyst og ren, ikke spor falmed. De praler af sig selv, slås med hinanden og kigger nysgerrig på naboen. Fuld af temperament, lidenskab og dybde. Det må være 12 år siden, at jeg fik kendskab til disse OILBAR. Den polske kunstner Barbara Wilson anbefalede dem til mig. De første år brugte jeg dem afslutningsvis. Jeg tog akrylmaling først og når maleriet havde fået de første tegn på liv, gik jeg over til OILBAR. Hurtig bemærkede jeg hvordan disse farver kan lægges ovenpå hinanden. Denne oplevelse prikkede til min nysgerrighed. At tage OILBAR i hånden, tegne med den, føre hensynsløs over lærred i vide striber, på kryds og tværs, mase det ud med penslen og malemiddelen (bestående af linolie, vegetabilsk terpentin og en dråbe siccativ) eller lade det være i den kridtagtige udtryk indtil det er tørt. Et helt univers åbenbarte sig for mig. Motiver var jeg ligeglad med, det gjaldt at opdage mulighedernes land. Med OILBAR, der ikke findes i tube med lo på, men derimod er presset ind i et stykke folie, som jeg holder i hånden, slipper jeg for en palet. I stedet for at blande farverne sammen for at finde en helt bestemt tone, sætter jeg den rene farver få lærred med det sammen. Andre farver kommer til, enten lige med det samme eller ved det næste lag efter tørring. Er de vanskeligt at have med at gøre? Ja, hvis man har som maler et billede i hovedet, næsten færdig lavet, inden man har rørt penslen. Hvis det, der sker på lærredet, er ligegyldig og maleren agter at tvinge maleriet til et liv som det har ikke spor lyst til. Hvis maleren er lyttende og nysgerrig, holder sit barnlige åbenhed ved lige, parret med at forvente ingen ting, så har maleren en chance og OILBAR kan komme til sin ret.
|
|
24-08-2010 |
Af Annette Falk Lund |
Dancer in the darkNu får vi lov til at opleve "Dancer in the dark" igen, bare på andre vilkår. Operaen vises i København på den Kongelige Teaters Gamle Scene i 2011. Hvor jeg glæder mig at denne gribende historie om den blinde Selma bliver fortalt engang til, nu som opera på scenen. Björk skrev sine sange selv til filmen, instrueret af Lars von Trier. Rettighederne ligger hos den skønne islændning, derfor skal de skreves påny. Jobbet fik Henrik Engelbrecht. I øvrigt er en del anderledes end på det store lærred. På den Gamle Scene f.eks. medvirker kun 7 kunstner. |
|
19-08-2010 |
Af Annette Falk Lund |
nye fjendebilleder
Engang fik jeg den samme mail fra to forskellige mennesker i mit netværk med opfordring til at jeg aldrig skal glemme. Så var min nysgerrighed vakt.
|
|
16-08-2010 |
Af Annette Falk Lund |
filmkritik
”Die Angst vor dem Tod ist das Schlimmste und nicht der Tod selbst”siger hovedpersonen Emma, trækker grisen hen til sig og stikker kniven, der hvor det går stærkt. Max står lige ved siden af hende, selv uhelbredelig syg ( canceren æder hans krop ubarmhjertelig) og spørg:”Hvor ved du det fra?” uden at forvente et svar. 40 minutter senere er det som scenen gentager sig med blot et forskel. Nu ligger Max der i stedet for grisen... Jeg er fascineret om håndteringen af emner som liv og død som noget enkelt og lige til. Emma der bor alene med 21 grise, 3 søer og en flok høns spilles af en mere ukendt skuespiller Jördis Triebel og hun gør det godt. Jeg føler hun er som du og jeg, et menneske i et hverdagseventyr. Hun slås med et stort gæld hun ikke kan afbetale, riskerer at miste sit hjem, hvor hun opvoksede med bedstefaren. Som enespænder og med skidt og rod i hele huset kommer kærligheden hende til undsætning. Max, spilles af en af de bedste tyske skuepiller Jürgen Vogel, som er kendt blandt andet fra filmen „Der freie Wille“ eller i rollen som junkien Jakkelsen i Bille Augusts film „Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Vogel, som besøgte kun en dag skuespillerskolen i München, har medvirket uafbrudt i utallige film hvert år siden 1985 og lever i dag i Berlin også som manuskriptforfatter, sanger og instruktør. Historien udspiller sig på en flydende vis med en del små grinebider som knallerten der ikke rigtig virker, men så alligevel har sin helt egen funktion og som bruges samme tidspunkt hver eneste dag. Jeg forstyres bestemt ikke af den scene, hvor Max forsøger selvmord i Jaguaren og lander uskadt på Emmas gård. Alt for ofte ser vi film med tekniske finurligheder ala Mission Impossible. Og hvem kender ikke mirakler som denne her: et lille barn falder ude af vinduet fra første sal på et betongulv godt nok forskrækket dog i god behold. Når jeg tænker på filmen ”Emmas lykke” i dag, føler jeg ro og opstemthed i en harmoni som jeg savner nogle gange i hverdagen, når bølgerne står højst. Filmen vælger at fokusere på det der lykkes, på det vidunderlige her i livet uden at belægge med tabu, hvordan det ender uanset hvad. Gå i biffen, lej den, køb den, giv den videre i gaven. Du vil ikke fortryde det.
|
|
15-08-2010 |
Af Annette Falk Lund |
Artmoney
Art-money er penge - en pengeseddel der måler 18x12cm . Værdien af en art-money er 200 kr. Alle art-money er forskellige, ingen er ens, det er det specielle ved art-money, det er unika kunst. Efter vi har lavet den byttehandel - 200 kr. mod en art-money, kan du handle videre og bruge denne pengeseddel for at købe ydelser og produkter. Se på www.art-money.org hvor du kan handle. Du kan også handle hos mig. Hvis du har forelsket dig i et oliemaleri, der f.eks. koster 8000,-kr., kan du betale med 20 art-money og 4000 kr. Så hvis du samler art-money sparer du faktisk op. Jeg laver art-money fordi det er experimentariet for mig. Vi er alle sammen vanestyrede, især på arbejde. Kunstnere er ingen undtagelse. Netop fordi vi hele tiden har brug for at finde på nye ideer, skal vi bryde vore vaner. Ca. hver anden måned laver jeg art-money. Det er legestuen, hvor alt er tilladt. Jeg bruger forskellige materialer såsom oliekridt, blyant, akvarel, acryl, farveblyant på papir, olie på lærred, monotypi, blæk. Intet udtryk er forkert. Jeg afprøver grænser og søger efter det ukendte og finder ad denne vej på nye ideer. Nogle art-money tager mig 1 time at lave, andre to dage. Jeg er en stor tilhænger af projektet art-money, fordi det giver alle mennesker mulighed for at købe et stykke original kunst til en overskuelig pris. Samtidig kommer jeg i kontakt med mange mennesker og bygger et kundekartotek op. Når du køber art-money, så skrives købsdatoen på bagsiden af art-money. Jeg noterer din adresse, så jeg kan invitere dig til udstillinger, performance eller til et foredrag jeg holder. Værdien af en art-money stiger fra købsåret og syv år frem. Slutværdien af en art-money er 500 kr. Se mine artmoney her og find dit yndlingsbillede http://www.falklund.dk
|
|
15-08-2010 |
Af Annette Falk Lund |
Pipilotti
”Amerikanerne går aldrig med til det” siger hun med et suk. Videokunstneren Pipilotti Rist er lidt bekymret over at museumsgæster i MOMA vil ikke tage deres sko af, når de går ind for at opleve kunstværket Pour Your Body Out. Hvordan kan vi få dem til det? Når hun introducerer kustoderne giver hun et råd med et smil. Spørg efter farverne af deres sokker og lovpris dem. Hun er fantastisk. Da jeg så første gang et af hendes værker vidste jeg slet ikke hvem ophavsmanden (-kvinden) var. Jeg gik bare rundt, satte mig på en af sofaerne, lyttede og så. Med åben gab fulgte jeg med i den fortryllende verden, Pipilotti Rist havde skabt i et rum på 15 kvm. En videoinstallation, kaldt ”Dagrys-timer i naboens hus”, fra 2005 er en ren sanseoplevelse på 8 minutter. Morgenlys sætter ind ledsaget af stemmer fra ritualerne som at koge vand, pudse tænder, mens radioen presser nyheder i mennesket bevidsthed. Der kommer mere og mere lys i stuen og vinden blæser forsigtig på altanen. Hverdagen er præget af rastløshed som vi mærker tidopplet, når vi kommer hjem igen og lyset sænker sig. Stuen er indrettet med bogreol, sofa og lænestol, et bord og fjernsyn, spejle og stueplanter. På væggen kører en video med en kvindekrop der slynger sig over græsplanen. Billederne er ikke tydelig og klart, de er snarere kørt ovenpå hinanden og giver mig et ambivalent følelse: at være tryg og samtidig ikke sikkert på noget som helst. Stuelampen tændes, aftensmad står snart på bordet. Lyden ændres og selvlysende stjerner fylder rummet, der minder mig om mit barns børneværelse, da hun var lille. Naboens hus er ikke rigtig noget vi forstår men som vi er optaget af. Hvad foregår der og hvorfor? Natten er lang og uhyggeligt, dagen skal bearbejdes og genopleves, sættes i relation. Om vi er færdig med det når lyser melder sig igen? Denne videoinstallation i en af de 9 rum ned i kælderen på Kunstmuseet Aros i Århus så jeg for nogle år siden og har besøgt mange gange siden. Elisabeth Charlotte Rist kommer fra bjergområdet i Schweiz og er født i 1962. Hendes øgenavn fra barndom stammer fra hendes begejstring for Astrid Lindgrens romanfigur Pippi Langstrømpe. Hun er uddannet til grafiker ( Foto, Illustration) i Wien, senere også i Basel i Videokunst og har medvirket i et musikband i flere år. På opfordring af Paul Mc Charty underviste hun på University og Californien in Los Angeles. Hendes værker er vist på MOMA, på Biennale i Venedig, utallige steder i hele verden. Lige så langt er listen af priserne hun har fået, blandt andet Joan Miró Prize, Renta Preis der Kunsthalle Nürnberg, Kunstpreis der Stadt Zürich og Kwangju Biennale Award. Hendes nyeste kreation er en spillefilm med titlen ”Pepperminta” fra 2009. Når jeg ser på hendes forunderlige verden giver det genklang hos mig, især hendes brug af farver. Hun går selv rundt i striber af rød, grøn gul og blå, pink og brun og orange. Det er som hun kæmper mod en grå hverdag med intet sigende ansigter og intetsigende attitude. Et liv med kedelige huse, ensartede gader og normerede adfærd. Den politisk korrekte verden er dræbende og fører i sidste ende til aggressivitet og vold. Mener det Pipilotti Rist? Det ved jeg da ikke. Men det mener jeg.
|
|
Jeg er født i 1964 og er cand.mag. i historie og politik fra Leipzig Universitet. Efter stationer i Jena og Berlin flyttede jeg til Danmark i 1993 og har arbejdet som pressefotograf og nu billedkunstner. I 2007- efter 14 års storbyliv i København- er jeg i flyttet til Jylland nord for Limfjorden i smukke omgivelser.
Besøg Annette Falk Lund's profil.
Oversigt over Annette Falk Lunds blogs