95 % af vores kunder anbefaler NemmeHjemmesider for brugervenlighed og god support! Klik her og prøv helt gratis...
Skriv til Daniel Goldenberg

Hvad er kunst?


23-11-2011 Vist: 560 gange.

Her er et forholdsvis langt indlæg, men jeg håber at interesserede læsere vil give sig god tid.
 
Jeg har i over 10 år været optaget af at etablere en referenceramme hvorfra spørgsmålet ’Hvad er kunst?’ kan stilles og forsøges besvaret. (Kunst, omfatter i denne forbindelse alle kunstarter, selv om det her skrevne nok særligt relaterer til visuel kunst).
 
Uden en brugbar referenceramme har spørgsmålet ’Hvad er kunst?’ kun begrænset mening, og svarene falder for det meste i to kategorier. En, som kunne kaldes den ’intellektuelle’ tæller bl.a. mange mennesker med stillinger indenfor kunstverdenen, vil hævde at indenfor den rette kontekst, kan alt kaldes kunst. Den anden, som nok bl.a. består af et flertal af den almindelige befolkning, har en mere ’traditionel’ tilgang, og hævder at kunst skal have en vis kvalitet, men er ude af stand til at definere præcis hvad der menes med dette.
 
Den logiske begyndelse, er at se på med hvilket formål (årsag, motiv, hensigt) kunsten er skabt. Dvs. at inddeling i ismer, genrer, osv. og diskussioner om det færdige kunstværk, ikke nødvendigvis fører os til nogen dybere forståelse, mens et forsøg på at forstå formålet med kunsten kan gøre det. Formålet kan være mere eller mindre selvisk eller altruistisk, og kan selvfølgelig være et andet end kunstneren selv proklamerer. Et selvisk formål med at skabe kunst, er fx når hovedformålet er at søge opmærksomhed og/eller profit. Et dybere formål, er ønsket om at udforske og lære samt at bidrage med noget smukt, interessant eller vigtigt, og et endnu dybere formål kan ofte associeres med begreber som kald, nødvendighed eller transformation. Ved at bruge en referenceramme der siger noget kvalitativt om kunstnerens formål, (nedenfor kaldet kunstnerens primære fokus), kan vi indirekte sige noget kvalitativt om kunsten.
 
Referencerammen
Hele processen som bringer et kunstværk til verden, kan ses som havende tre specifikke dele, her kaldet resultatet (den kunst vi ser eller oplever) processen (som skaber resultatet) samt årsagen (hvad motiverer eller bevæger kunstneren til at skabe). Enhver kunstner kan have sit primære fokus på enhver af de tre dele, og dette vil, mere end noget andet, sige noget kvalitativt om den kunst de skaber.
 
Denne referenceramme kan skabe et udgangspunkt hvorfra meningsfulde samtaler og diskussioner om kunst kan foregå, og være et værktøj som kan hjælpe den enkelte til selv at danne sig meninger om kunst. Den kunne også bidrage til de oplevelser og erfaringer den enkelte kunstner har omkring hvornår kreativitet bedst opstår og hvorfor.  Selv om man ved at se på hvilket ’primært fokus’ en kunstner arbejder ud fra, kan sige noget kvalitativt om kunsten, er referencerammen ment som en hjælp til større indsigt og ikke til at dømme kunst eller kunstnere.
 
Referencerammen centrale punkter præsenteres her i deres enkle form, ind imellem med relaterede noter der berører eventuelle spørgsmål som kunne tænkes at opstå.
 
Primært fokus på resultatet – Den selvcentrerede kunstner
Hvis kunstnerens fokus er på resultatet, og på hvad der kan opnås med resultatet, vil den kreative proces være begrænset. Dette beskriver den selvcentrerede og selvhøjtidelige kunstner, altid på jagt efter opmærksomhed og/eller personlig vinding. Mens dennes kunst vil være overfladisk og intetsigende, vil der være et stort ’reklamearbejde’ fra kunstneren og/eller fra de som forsøger at sælge kunstneren, i forsøget på at skjule manglen på originalitet, skønhed, nyttighed, dybde osv. Meget vrøvl omkring kunst er opstået netop pga. dette, for jo sværere det er at tale kvalitativt om kunst, jo lettere er det at opretholde kunst som i virkeligheden har begrænset indhold. H.C. Andersens eventyr ‘Kejserens nye klæder’, er stadig lige aktuel.
 
De fleste mennesker er enige om at en stor del af det at være kreativ, er ’at komme af vejen’ for derved at tillade andre sider af en selv at komme til udtryk. At være kreativ, kan opleves som en belønning i sig selv, da det giver velvære, energi og inspiration, for ikke at tale om glæden ved at skabe noget og se resultaterne af ens arbejde. Det kan endda indeholde oplevelsen af at ’noget større end os selv’, bevæger os og udtrykker sig igennem os. (Det er ikke afgørende for der her skrevne, om der findes noget større end os selv, men er op til den enkeltes tro).
Når man er selvoptaget, kun beskæftiget med selvforherligelse, ens seneste succes eller med at afværge eventuelle nederlag, er man I en tilstand som synes at modsige den kreative proces, der jo handler om udforskning og ikke personlig vinding. Vi er godt bekendt med skjulte dagsordener og manipulation, især indenfor politik og business og reklamebranchen. Men reklamerer vi ikke alle for os selv, lige fra vores udseende til vores meninger og værdier?  Det er nærmest en livsstil at skjule vores sande intentioner og attributter bag reklame. Måske kan denne livsstil synes nødvendig, men den komprimerer kreative processer.
 
Men det at være selvoptaget, vil ikke afskære alle fra kreativitet. Mange kunstnere synes at kunne separere den del af dem som er selvoptaget, og deres kreativitet. De er i stand til at udforske og skabe, hvorefter der følger et forsøg på at forherlige deres kreative proces eller resultaterne af den og inkassere profitten. Man foregiver at ens kreativitet er speciel eller forbeholdt specielle mennesker (kunstnere), mens kreativitet faktisk er en del af menneskets natur. Der vil enten være et fravær af ydmyghed, eller falsk ydmyghed i et forsøg på at skjule manglen af den.
 
Uanset evnen til at være kreativ, vil den selvoptagede kunstner ikke skabe noget originalt eller signifikant, idet tanken om personlig vinding aldrig er langt væk, og til stadighed påvirker deres muligheder og beslutninger, fx i retning af det opmærksomhedssøgende eller profitsøgende.
 
Men er der ikke mange eksempler på det selvoptagede geni? Hvis man ser nærmere efter, vil der snarere være tale om passioneret besættelse end selvoptagethed. I personens liv vil der også være ydmyghed, tvivl, mod, modgang og nederlag der skal overvindes, ting som vidner om meget mere end selviskhed.
 
Primært fokus på den kreative proces – den udforskende kunstner
Hvis kunstneren har sit fokus på den kreative proces, frem for resultatet, kan denne proces åbne sig og blive dybere, hvilket bl.a. muliggør udforskning uden at have et klart mål, nye ideer og opdagelser, engagement og passion, samt at kunne lære af erfaring og af egne fejl. Den skabte kunst kan opleves at være interessant, smuk, engagerende, oprigtig, humoristisk eller nyttig. Kunsten vil ikke nødvendigvis være mere signifikant end den skabt med et fokus på egen vinding, men vil ofte være det. I hvert fald vil den være ’renere’ og ikke så infiltreret i kunstnerens ego. Men når man ser på hvor mange som er kreative, alene for glædens skyld, er det tvivlsomt at alle vil producere signifikant kunst. Også børn og hobbykunstnere, ville opfylde kravet om at have deres hovedfokus på processen. Så dette er en blandet kategori, hvor fx erfaring, vedholdenhed, håndværksmæssig kunnen, åbenhed for (og evnen til)at lære, at kunne skabe den rette omstændighed, siger noget om hvor langt personens ønske om at skabe rækker og hvilken ofre de er villige til at gøre for at kunne være kreative – for ikke at glemme noget som kaldes talent (som vil blive taget op senere). Sagt meget kort, er kreative processer naturlige og berigende for os, men langt fra alle vil give resultater der er signifikante. Nogle tror at det er nok at ’slå sig løs’ og at det alene vil skabe signifikant kunst. Ikke for musikeren, der behøver træning og erfaring, samt et godt øre for musik, så hvorfor skulle den visuelle kunstner kunne nøjes med mindre? Så det afgørende her er muligheden for at den skabende proces udvikler sig, for at kunstneren udvikler sig, og for at kunsten udvikler sig.
 
Primært fokus på formålet – den dedikerede kunstner
Nogle føler sig ‘kaldet’ fra en tidlig alder, har en vision, vil intet andet, mens andre oplever en stigende grad af dedikation gennem års arbejde, og langt de fleste må arbejde vedholdende for at finde deres udtryk og kultivere deres evner. For nogle vil de stadige kreative forsøg drage dem til ikke kun at fokusere på processen, men på selve formålet med kreativitet. Det behøver ikke være et bevidst og artikuleret fokus og det er også vanskeligt at beskrive hvad det betyder med ord alene. Nu er hverken proces eller resultat det vigtigste, men selve det at følge et kald, en mission, en vision, at være bevæget. At opsøge og være et med kreativitetens kilde bliver vigtigere end noget andet. Mens kunstneren der fokuserer på processen, kan vælge om de vil være kreative, udforske, udvikle sig og lære, og vælge hvor meget tid de vil bruge på det, er dette ikke en mulighed for den dedikerede kunstner, som er bevæget af noget som nærmest har sit eget liv og som de vil ofre alt for. Det skal indskydes, at det at have sit hovedfokus på formålet med at skabe, er fuldstændig anderledes end konstant at føle sig drevet til at søge opmærksomhed; noget den selvcentrerede kunstner vil forsøge at hævde er det samme.
Den dedikerede kunstners kunst kan være nyskabende, have stor skønhed og originalitet, og vil på en eller anden måde afdække og videregive oplevelsen af noget større der har bevæget kunstneren. Men ofte vil denne kunstner slet ikke blive opdaget eller værdsat. Ligesom man ikke kan sige at alle der bliver anerkendte er talentfulde, kan man heller ikke sige at alle der er talentfulde bliver anerkendte.
Mens den selvcentrerede kunstner kan have personligheds træk som hjælper dem få berømmelse for noget af tvivlsom værdi, kan den dedikerede kunstner have træk der forhindrer dem, såsom tvivl, lavt selvværd, ensomhed eller stædighed. Derfor har de måske to kampe, en med deres kunst og en med hvordan de præsenterer sig selv og deres kunst. Det være sagt, er det en kombination af mange faktorer der afgør hvem der bliver anerkendt. Hver af de tre kategorier, har dog en ting til fælles; det er kun ganske få som anerkendes. Der er et stort ’marked’ for det overfladiske, men mange om udbuddet, et relativt stort ’marked’ for det mere oprigtige, men fortsat mange om udbuddet, mens ’markedet’ for dedikeret kunst, ofte er et ukendt potentiale som skal vækkes, hvilket både er en udfordring for kunstneren og for de der skal finde kunsten.
 
Uddybende noter
Selvfølgelig vil en kunstner ikke have sit fokus på kun ét af de tre områder der tilsammen manifesterer kunsten. Et hovedfokus på formålet, vil inkludere sekundære fokus på processen og resultatet, et hovedfokus på processen, vil inkludere et sekundært fokus på resultatet, mens en hovedfokus på resultatet vil afskære et fokus på formålet og begrænse et fokus på processen.
 
I realiteten vil få have 100 % fokus ét sted, ligesom man kan bevæge sig fra et fokus til et andet, enten ’opad’ gennem arbejde og udvikling, eller ’nedad’, som det faktisk også kræver arbejde at undgå. Og endelig kan kunstnere kan have fokus på flere af aspekterne samtidig, hvilket i sig selv kan være en udfordring der skal arbejdes med.
 
Hvordan skal vi se på de mange kunstnere som arbejder med bestillingsopgaver eller på andre måder skal have deres kunst accepteret? Er de ikke tvunget til at have hovedfokus på resultatet? Den selvcentrerede kunstner vil ikke tage deres publikum alvorligt, og være ligeglade med (eller uvidende om) hvilke reaktioner de skaber, bare de kommer i fokus. De føler sig hævet over deres publikum. Den udforskende kunstner vil gå langt for at sikre sig at deres kunst har kvaliteter de kan stå inde for og kvaliteter der tilfredsstiller deres publikum, og til dels gøre dette ved at finde ud af hvad der er brug for. Så selv om de arbejder imod et specifikt resultat, har de større mulighed for at udforske og have mere omsorg, oprigtighed og engagement i processen og overfor deres publikum. Den dedikerede kunstner kan også arbejde med bestillingsopgaver og vælge at gøre dette på samme måde som den udforskende kunstner, men have den ekstra mulighed at bevæge sig uden for ’kontrakten’, ikke af personlige grunde, men fordi det for dem er vigtigere hele tiden at udvikle sig, og også fordi det er vigtigere at stå ved selvvalgte principper end at tilfredsstille et publikum.
 
Et delvist overlappende og stort område, er de mange mennesker som ansættes til at være kreative, fx i underholdningsindustrien, reklamebranchen og som produktudviklere i virksomheder. Denne form for kreativitet vil blive taget op senere, men indtil da kan det siges at de der bestiller og betaler for den, ved at det kreative og det profitsøgende skal skilles ad.
 
Mere om de tre fokus
Den selvcentrerede kunstner tager udgangspunkt i det overfladiske og almene, enten ved at forherlige det eller ved at nedgøre og være i opposition til det, og kræver anerkendelse for noget som fastholder udøver og modtager på overfladen. Den udforskende kunstner kan også tage udgangspunkt i det almene, og ønsker anerkendelse for noget der er til gavn, glæde eller inspiration, mens den dedikerede kunstner, blot søger at være en del af noget større, uanset anerkendelse.
Den selvcentrerede kunstner søger forgæves at fylde et bundløst kar med bekræftelse og opmærksomhed. Den udforskende kunstner er optaget af at fylde karet med noget der har en vis substans, mens den dedikerede kunstners kar fyldes og flyder over af sig selv, alt imens den kontinuerlige undersøgelse af hvor kilden til indholdet stammer fra fortsætter.
Blokering af kreativitet
Der er ikke noget som berømmelse, som kan true ens kreative potentiale. Mens nogle vil forblive oprigtige og ydmyge, vil andre ikke kunne modstå de fordele og den magt de pludselig finder deres kreativitet har givet dem. De bliver mindre og mindre i stand til at skabe noget af samme kvalitet som det der gav dem anerkendelsen. En anden blokering af kreativ kraft, er oplevelsen af fortsatte nederlag og manglende anerkendelse. Nogle giver op hvis de ikke får den anerkendelse de synes de fortjener. Der kan også være en økonomisk problemstilling; man er simpelthen nødt til at gøre andre ting for at overleve. I sidste ende er det snarere ens livsanskuelser end beviste resultater der udmærker et menneske der er drevet af en dyb passion for at udforske og skabe.
 
 
Referencerammen i en større kontekst
Selv om de her skrevne handler om kunst, er det klart at referencerammen som beskrives, omfatter mere end et enkelt emne. Alle mennesker har potentielt tre slags livsanskuelser og tilhørende adfærd; en der hjælper os med at overleve og vinde, en der ønsker at udforske og lære, og en der er fuldstændig dedikeret til et højere kald. Jo mere vi besøger den første, jo mindre vil vi være i stand til at benytte de to andre. Vi har brug for alle tre, og en vis person vil integrere dem i et højere formål.
 
22. november 2011

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Tidligere kommentarer

Martin Leighton Lindhardt

Hej Daniel

Meget, megetb intreressant indlæg - det skaber et sandt mylder af tanker i mit sind. Stærkest står nok desværre, at vi stadig ikke har fundet svaret på, hvad kunst er? Måske er det netop kunstens væsen - at den er et spørgsmål snarere end et svar. Jeg ved det ikke.

Det andet der fylder er, at jeg uværligt begynder at tænke på, hvor jeg selv befinder mig. For mig er processen jo, at jeg har en stemning jeg gerne vil formidle, en tanke eller en ide om noget følelsesmæssigt som er svært eller umuligt for mig at beskrive med ord. Det bliver billedliggjort inde i mig og så prøver jeg - ofte uden at blive helt tilfreds - at formidle den følelse. Drivkraften for mig er så at prøve at forfine formidlingsgraden igennem motiv og teknik til jeg gradvist (håber jeg), bliver mere og mere tilfreds med resultatet. Det er den søgen og lille irreterende kildren der driver mig. Jeg fortalte engang det her til min kone og hun mente at hun ville blive vanvittig, hvis det var utilfredshed der drev hende. Men det er det heller ikke udelukkende - det er vel et brændende ønske om at formidle det indre liv som jeg synes er vigtigt og som jeg ikke har et andet vukabular for end billeduniverset.

Det tredje er at jeg for mig selv har måtte definere en kunstner (og ikke nødvendigvis kunst),, som en person der er uddannet kunstner - ligesom en tømrer, en murer, en maler og en grafisk designer (som jeg selv er uddannet til),. For ellers ejer vi alle det kreative (som du også beskriver), og er dermed alle kunstnere (igen som du beskriver), - og der vil jeg nok vove den påstand, at det er vi ikke! Heller ikke mig selv!

Og endeligt kan jeg ikke lade være at tænke på stakkels Damian Hirst, der måtte se sin første udstilling af regulære malerier blive sablet ned til gemen hobbykunst, efter at have været en stor del af kunstverdenens absolutte elite. Tjah, hvad fanden er kundt?

Tak for et meget spændende indlæg.

M.


23 November  2011

Daniel Goldenberg

Hej M, tak for respons. Når kunstnere forsøger at beskrive hvorfor de er kunstnere, kan jeg bruge min referenceramme. Fx synes jeg både at du beskriver aspekter af det jeg kalder 'den udforskende kunstner' og måske endda lidt 'den dedikerere kunstner'. Altså seriøse overvejelser om en form for manifestation af en følelese. Og når du ser resultatet ved du i hvor høj grad det er lykkedes. 

Jeg er ikke vild med ideen om at man i mangel af bedre, må sige at kunstnere er de uddannede kunstnere. Efter min mening er der rigtig mange uddannede kunstnere som er det jeg kalder 'den selvoptagede kunstner', og de bruger deres titel som et forsvar for deres ofte intetsigende kunst.


23 November  2011

Daniel Goldenberg

Faktisk har jeg overvejet det samme - altså om man med samme referenceramme kan sige noget om mennesker som på anden måde har med kunst at gøre, kunstkritikere, sælgere, samlere og brugere af kunst. Hvorfor har de med kunst at gøre? Det håber jeg snart at vende tilbage til ...


23 November  2011

Per Corell

 Dejligt at genkende meget af det du skriver. Det er osse en god ballast for at forstå hvordan webbet i dag kanaliserer de mest kedelige og intetsigende  sider af de mere eller mindre falske billeder der er om kreativitet. Underholdnings industrien lader til i dag, at mene sig forpligtet til at tilbyde folk roller der kan udfyldes og rollen som kunstner lader til at være et populært billede for mange der nok har en meget overfladisk opfattelse af hvad kunsten handler om. Skal man i dag både have et arbejde og et hjemmeliv , pleje og passe sig selv og være social være i sin familie og have en vennekreds, --- har mange nok et ret stressende liv et meget overfladisk liv og så opfylder de gænse billeder af kunsten nok manges drøm om at realisere noget der kan skabe mere opmærksomhed på ens person. Når kreativitet bliver en konkurence og billedgøres som underholdning, får vi serveret en fæl omgang falske billeder om det kreative menneske,  --- men det er jo dertil det er kommet i dag.

 

 


24 November  2011

Martin Leighton Lindhardt

Hej Daniel

Jeg er helt, helt enig med dig i at min definition slet ikke holder vand, men lige så frustrerende det er når såkaldt professionelle viser sig at være Kejserens skræddere (det var lidt derfor jeg nævnte Hirst),, lige så frustrerende er det (for mig),, når det du referere til som hobby kunstnere (en paraply jeg glad og gerne stiller mig under), skriver kunstner på deres visitkort. Men hele dit flotte indlæg handler jo netop om, at få skilt snot fra skæg og den enormt svære balance det er. For jeg er også helt enig med dig i at uddannede kunstnere kan skuffe dybt og vækstlaget lige under de uddannede kan producere stor, vigtig og meget smuk kunst. Men vi har stået her før og jeg tror at vi kommer til at stå her altid: ved den skillelinie der hedder "hvad er kunst?". Det er i mine øjne blandt andet det, der gør kunsten spændende.

M.


25 November  2011

Daniel Goldenberg

 

Tak for kommentarer – jeg håber noget af det følgende, i vilkårlig rækkefølge, følger op på, eller er inspireret af jeres indlæg.
Jo, det kan vel både være misvisende at man kan kalde sig kunstner fordi man er uddannet, til trods for at man måske maler (og opfører sig), som et barn. Men måske også forkert at folk som hverken er uddannet eller har erfaring kalder sig det. Sandheden er vel at vi alle kan være kreative og skabe noget igennem vores kreativitet, men at det ikke alt sammen er lige relevant, smukt, interessant osv. Og det er vel også meningsløst hvis alle kalder sig kunstnere - eller at ingen gør. Men hvem skal bestemme det? Skal nogen bestemme det? Kunstbrugere, kunstanmeldere og især de der tjener penge på kunst, har alle brug for at tro på (eller få andre til at tro på), at det de bruger, køber, anbefaler, udstiller osv, er godt. Et godt eksempel var da en 4-årig vha. sin far kom ind på forårsudstillingen. Køberne af 'værkerne' kunne ikke indrømme det bare var noget klatteri, og især ikke censur komiteen kunne indrømme det – synd for kunsten for her var en chance for at lære noget  – men de turde ikke blive til grin, de har jo også uddannet sig til at være kloge …
 
Det hjælper hele kunstbranchen og de fleste brugere af kunst, at nogen kan blive enig om hvad der er kunst, for så kan vi roligt bruge af det, uden risiko for at være til grin, ja, vi kan tilmed også investere i det!
 
Så en kort kommentar til Sand’s indlæg, ja, jeg tror man også kan opdele brugere af kunst i tre kategorier; dem der gør det for egen vindings skyld (prestige, opmærksomhed, profit), dem der lader sig bevæge, inspirere, glædes, imponeres osv. – det er nok her personlig smag driver os. Og dem som bruger det som indgang til noget større, som ser (eller oplever noget), ud over værket, kunstneren, den kunstneriske proces til noget større. Det er altså svært at skrive om, men hvis kunst ikke, som en af sine funktioner, kan bevæge os til at opleve noget større end os selv, ved jeg ikke hvad det er til for.
 
Ofte har vi mennesker så meget til fælles at det er de samme ting der bevæger, så nogle gange er der ingen tvivl om hvad der har kvalitet eller relevans.
 
Også hvis der er enighed om at et håndværk som er vanskeligt at lære, har kvalitet, kan man bruge dette som bevis for at kunsten i det mindste opfylder kravet om at være udført med dygtighed. Om dette er rimeligt kan diskuteres, men der er ingen tvivl om hvem der får mest ud af at håndværk underkendes, det er dem som ikke kan eller vil mestre det.
 
MEGET Interessant med Karins reference til Joyce opdeling i tre kategorier, der er nogle lighedspunkter i forhold til min referenceramme, for det handler også her om formålet. Hvis formålet bliver ændret fra noget altruistisk, så misbruger vi vel noget der er større end os selv, enten til profit eller i en anden sags tjeneste. Men er nogle sager ikke gode nok til at bruge kunsten bevidst? Ofte får dem der gør noget for en sag, selv noget ud af det, måske mere end de indrømmer, og der er noget udspekuleret over det. Her kan en ny diskussion begynde om hvad der er en god sag og hvad der er propaganda? – og meget propaganda forklæder sig som gode sager. Jeg tror at det menneske som oprigtigt kan bruge kunsten bevidst, til at fremme noget konstruktivt – skal være vis, og er måske lige så sjælden som en vis politiker eller leder. Dvs. det er let at finde noget der er forkert og gøre opmærksom på det, men sværere at stå for noget man gerne vil se i verden. Jeg mener at for at gøre det første ordentligt, skal man også kunne gøre det andet. Måske kan en kunstner der er i stand til at følge et kald, sætte noget godt og vigtigt i verden uden at være helt så vis ;-), 

25 November  2011

Vis flere

Lav din egen hjemmeside med NemmeHjemmesider.dk

Gitte fra sønderjyskhundeklip.dk "Jeg er utrolig imponeret over jeres utrolig gode service"