Skriv til Annette Falk Lund
15-08-2010 Vist: 1947 gange.
”Amerikanerne går aldrig med til det” siger hun med et suk. Videokunstneren Pipilotti Rist er lidt bekymret over at museumsgæster i MOMA vil ikke tage deres sko af, når de går ind for at opleve kunstværket Pour Your Body Out. Hvordan kan vi få dem til det? Når hun introducerer kustoderne giver hun et råd med et smil. Spørg efter farverne af deres sokker og lovpris dem.
Hun er fantastisk. Da jeg så første gang et af hendes værker vidste jeg slet ikke hvem ophavsmanden (-kvinden) var. Jeg gik bare rundt, satte mig på en af sofaerne, lyttede og så. Med åben gab fulgte jeg med i den fortryllende verden, Pipilotti Rist havde skabt i et rum på 15 kvm. En videoinstallation, kaldt ”Dagrys-timer i naboens hus”, fra 2005 er en ren sanseoplevelse på 8 minutter. Morgenlys sætter ind ledsaget af stemmer fra ritualerne som at koge vand, pudse tænder, mens radioen presser nyheder i mennesket bevidsthed. Der kommer mere og mere lys i stuen og vinden blæser forsigtig på altanen. Hverdagen er præget af rastløshed som vi mærker tidopplet, når vi kommer hjem igen og lyset sænker sig. Stuen er indrettet med bogreol, sofa og lænestol, et bord og fjernsyn, spejle og stueplanter. På væggen kører en video med en kvindekrop der slynger sig over græsplanen. Billederne er ikke tydelig og klart, de er snarere kørt ovenpå hinanden og giver mig et ambivalent følelse: at være tryg og samtidig ikke sikkert på noget som helst. Stuelampen tændes, aftensmad står snart på bordet. Lyden ændres og selvlysende stjerner fylder rummet, der minder mig om mit barns børneværelse, da hun var lille. Naboens hus er ikke rigtig noget vi forstår men som vi er optaget af. Hvad foregår der og hvorfor? Natten er lang og uhyggeligt, dagen skal bearbejdes og genopleves, sættes i relation. Om vi er færdig med det når lyser melder sig igen?
Denne videoinstallation i en af de 9 rum ned i kælderen på Kunstmuseet Aros i Århus så jeg for nogle år siden og har besøgt mange gange siden.
Elisabeth Charlotte Rist kommer fra bjergområdet i Schweiz og er født i 1962. Hendes øgenavn fra barndom stammer fra hendes begejstring for Astrid Lindgrens romanfigur Pippi Langstrømpe. Hun er uddannet til grafiker ( Foto, Illustration) i Wien, senere også i Basel i Videokunst og har medvirket i et musikband i flere år. På opfordring af Paul Mc Charty underviste hun på University og Californien in Los Angeles. Hendes værker er vist på MOMA, på Biennale i Venedig, utallige steder i hele verden. Lige så langt er listen af priserne hun har fået, blandt andet Joan Miró Prize, Renta Preis der Kunsthalle Nürnberg, Kunstpreis der Stadt Zürich og Kwangju Biennale Award. Hendes nyeste kreation er en spillefilm med titlen ”Pepperminta” fra 2009.
Når jeg ser på hendes forunderlige verden giver det genklang hos mig, især hendes brug af farver. Hun går selv rundt i striber af rød, grøn gul og blå, pink og brun og orange. Det er som hun kæmper mod en grå hverdag med intet sigende ansigter og intetsigende attitude. Et liv med kedelige huse, ensartede gader og normerede adfærd. Den politisk korrekte verden er dræbende og fører i sidste ende til aggressivitet og vold. Mener det Pipilotti Rist? Det ved jeg da ikke. Men det mener jeg.
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.
Jeg er født i 1964 og er cand.mag. i historie og politik fra Leipzig Universitet. Efter stationer i Jena og Berlin flyttede jeg til Danmark i 1993 og har arbejdet som pressefotograf og nu billedkunstner. I 2007- efter 14 års storbyliv i København- er jeg i flyttet til Jylland nord for Limfjorden i smukke omgivelser.
Gitte fra sønderjyskhundeklip.dk "Jeg er utrolig imponeret over jeres utrolig gode service"