95 % af vores kunder anbefaler NemmeHjemmesider for brugervenlighed og god support! Klik her og prøv helt gratis...

Skønhedens historie 13: Den franske kunstscene ca. 1830 - 1880


af Karin Waldhausen 09-04-2012 Vist: 5057 gange.

Efter den franske revolution bliver Frankrig stedet, hvor de nye kampe om kunstens funktion kommer til at udspille sig. I 1800-tallet strømmer malere fra hele Europa til Paris for at deltage i diskussionerne og arbejde med deres kunst.

Såvel romantikere som nyklassicister ønsker at tage del i den undersøgelse af kunstens muligheder, som oplysningstiden åbnede for.

Fire malere og deres forhold til tidens strømninger er udvalgt som vigtige pejlemærker for disse bevægelser, fordi de hver for sig skaber ansatserne til den moderne kunst og det moderne maleri:

Jean Auguste Dominique Ingres (1780 – 1867), Eugène Delacroix (1798 – 1863), Gustave Courbet (1819 – 1855) og Édouard Manet (1832 – 1883).

Konservative Ingres

Ingres er den konservative af de fire.

På akademiet underviste han i den klassiske kunsts nøjagtighed og teknikker og han afskyede fravigelser fra denne malemåde.

Hans magtstilling ved akademiet gjorde det vanskeligt for yngre og mere eksperimenterende kunstnere at bryde igennem og derfor var han nok respekteret for sin fantastiske tekniske dygtighed, men han blev også betragtet som konservativ og bremsende for de yngre kunstnere.

Hvis vi ser på hans maleri ”Den badende fra Valpincon” 1808, olie på lærred, 146 x 97,5 cm, Musee du Louvre, Paris, Frankrig, kan man se hvordan han gør sig fortjent til betegnelsen nyklassicist med sin mesterlige gengivelse af formen, men skønt hans ry som streng, konservativ og perfektionistisk underviser, kan vi også se i hans egen kunst, at han ikke kun er klassisk i sit udtryk.

Han er faktisk også romantisk i den musikalske linjeføring og realistisk i sin gengivelse af detaljen. Ingres er på denne måde i familie med de unge opkomlinge, som han foragtede. Og en af disse er Delacroix, der betegnes som indbegrebet af fransk romantik.

Delacroix – farver og følelser

Delacroix gjorde oprør mod akademiernes korrekte tegnerier og evige kopieringer af klassisk græsk og romersk kunst.

Han var træt af kunsten som illustrativt redskab for lærde emner og i hans kvindebillede ”Andromeda” ser vi, hvordan han bryder med alle regler:

Ingen faste konturer, ingen omhyggelige moduleringer i lys og skygge, intet heltmodigt eller opbyggeligt i emnet – men til gengæld en utrolig sanselig fremstilling af kvinden og det kvindelige igennem en glødende farvebehandling, der er lagt pastost.

For Delacroix var farven og følelsen og bevægelsen i billedet langt mere interessant end formen i sig selv.

I maleriet af Andromada bliver hans udtryk næsten ekspressionistisk, Som regel var hans malerier dog mere konkrete, men selv i hans kendte malerier af orientalske mennesker og araberheste er det følelsen, farten og bevægelsen som den kommer frem i farvearbejdet, der er bærende for udtrykket.

Det er ikke svært at forstå Ingres' forargelse, men det er heller ikke svært at se, at de to kvinder måske alligevel har mere tilfælles end både Delacroix og Ingres ville være ved, hvis de blev spurgt.

Sanselige Courbet

Den tredje maler Courbet, forenede i sit arbejde Delacroixs romantiske tilgang til farven med Ingres´ hyldest til formen igennem at forene de to i en moderne realisme.

Vi ser det tydeligt i endnu et kvindebillede: ”Søvnen”, Gustave Courbet, 1866, olie på lærred, 135 x 200 cm, Musee du petit Palais, Paris, Frankrig.

Courbets fremstilling af de to sovende kvinder, er som Ingres badende kvinde fremstillet helt naturtro, men hvor Ingres fremstiller sin kvinde som ”ideen” om det kvindelige, er Courbets kvinder højst virkelige og meget sanselige.

De er rigtige kvinder i kød og blod – ikke en ophøjet ide om kvindelige skønhed – og man kan både føle og fornemme dem og de har tilmed en sjæl – en åndelighed – de er nemlig ikke kun krop.

Courbet blev ved flere lejligheder kritiseret af Ingres og udelukket på den bekostning fra censurerede udstillinger.  

Courbet var ligeglad. Han åbnede i 1855 en énmands-udstilling i Paris og kaldte den ”Le Rèalisme, G. Courbet” og kom dermed til at lægge navn til en hel retning indenfor malekunsten.

Hans oprør gik mod kunstinstitutionens klassiske tilgang til maleriet, som han fandt umådelig langt væk fra virkeligheden.

De på deres side, fandt hans kunst afskyelig realistisk og som vi har set det før blev et ord (realistisk), der i første omgang brugtes som skældsord om en malemåde, kort efter ophøjet til en betegnelse for en hel retning i kunsthistorien.

Jeg kan se for mig, hvordan de fine damer og mænd i Paris, har viftet sig om næsen, fordi de næsten kunne lugte menneskene på Courbets billeder. 

Courbets arbejde med at give afkald på alle billige virkemidler og kun skildre virkeligheden i al dens saft og kraft opmuntrede mange andre unge malere til at gøre op med kunstakademiernes doktriner og kun male ud fra deres egen kunstneriske overbevisning.

Courbets skildringer af virkeligheden – den prostituerede kvinde, markarbejdere og endda sig selv på spadseretur – forargede mange i hans samtid, men som nævnt tidligere, var målet ikke at forarge, men at fremstille en sand kunst i stedet for en behagelig kunst, som den nyklassiske kunst jo var.

Manet – både konservativ og rebelsk

Den sidste maler, der var med til at starte de nye strømninger, var Édouard Manet.

Manet var en mangesidet og kompleks kunstner, der arbejdede i flere medier og med mange forskellige motiver.

Han fandt egentlig sine forbilleder i de gamle klassiske mestre og han brød sig slet ikke om det ry, han fik som rebel og oprører mod den etablerede kunstsmag og akademiet.

Han blev det alligevel, fordi han både i sine motiver og i sin malemåde brød med alle doktriner. Manet opdagede, at når man malede i sollyset, så blev alle former forfladigede og skyggerne trukket meget hårdere op end når man stod i sit atelier og arbejde med udtoninger og overgange.

Man ser det tydeligt i et af hans mest berømte billeder ”Frokost i det grønne”, 1863, olie på lærred, 208 x 264 cm, Musée d´Orsay, Paris.

Billedrummet er næsten fladt, skyggerne er sat kraftigt op mod lysfladerne og endelig er motivet en nøgen kvinde, der skønt kompositionen var hentet fra Rafael og dermed både klassisk og anerkendt, så i sin sammensætning med to mænd i nutidens tøj bragte denne nøgenhed ind i nutiden, så billedet næsten blev pornografisk.

”Frokost i det grønne” var et af de malerier, som blev underkendt af Salonen – den censurerede udstilling i Paris og som derfor i stedet blev udstillet på ”Salon des Refusées”, der netop var skabt til at vise de malerier, der var blevet afvist af det etablerede kunstsyn fra akademiet.

Det er som om Manet interesserede sig mere for selve det at male og maleriet som flade end at gengive virkeligheden naturtro.

Alligevel var han allerbedst, når han malede fra det parisiske cafeliv og boulevarderne, f.eks. ”En bar i Folies-Bergère” (herunder), 1882, Courtauld Inst. Gal., London eller ”Absinthdrikkeren” (ovenfor), 1859, olie på lærred, Ny Carlsberg Glyptotek.

Disse malerier kan opfattes som vældig realistiske, fordi de i den grad skildrer den måde øjet ser og opfatter farver, rum og bevægelser i stedet for at male, det vi med vores forstand og igennem omhyggelige tegnestudier véd om en genstands form.

Manet malede det hans øje så. Det er i denne forstand at han bliver en af foregangsmændene for det moderne maleri.

 

Karin Lykke Waldhausen

Vive, Januar 2012

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Tidligere kommentarer

Groth

 Spænende læsning, tak Karin


12 April  2012

EVIG

God, informativ og meget dejlig skrevet artikel :-),


12 April  2012

Martin Leighton Lindhardt

Hej Karin

Så har jeg slugt næste kapitel i dit epos for at anskueliggøre kunsthistorien på en tilgængelig og nem måde for alle os på MAS. Og det var næsten for kort, for det er spændende tider. Vi ved jo, at den såkaldte realisme vil danne grobund for strømninger som vil fjerne sig drastisk fra det realistiske billedmotiv, for at gengive den realistiske følelse.

Nå, men det jeg prøver at sige er vel, at du endnu engang har gjort det spændende for os, at dykke ned i kunsthistorien - og så mødte jeg et nyt interessant navn igen, som jeg vil dyrke lidt, nemlig Courbet, som jeg ikke kendte noget til - så tak for det.

Men det er jo langt hen ad vejen Manet man hæfter sig ved. Lige da jeg så "Frokost i det grønne" sat op imod Ingres, Delacroix og courbets værker virkede det helt surrealistisk i sit motiv og sin komposition. Ja, man hæfter sig ved den nøgne kvinde i det ellers påklædte selskab, men hvad med den hvidklædte kvinde i baggrunden? Står hun i vand? Er hun igang med at vaske sig? Eller leder hun efter livets sandhed i græsset? Et fantastisk billede med et utal af hemmeligheder og som, for mig i hvert fald, peger i mange kunstretninger.

Og så kan jeg jo ikke nærer mig for at mene, at det var en større ære i den tids kunstmiljø, at hænge på Salon Des Refusées end på den anerkendte Salon. Med e konservative strømninger i tiden, viser det jo blot mandsmod og innovation at blive vraget.

Men jeg er jo fast læser, Karin og du mistede mig bestemt heller ikke med dette afsnit. Så jeg gentager lige mig selv: Mere af det samme, tak.

M.


13 April  2012

Martin Leighton Lindhardt

Hej igen Karin

Så dykkede Google og jeg lige hurtigt ned i Courbet og det er sgu saftige sager noget af det. Bl.a. bliver jeg nød til at henvise til værket L’Origine du monde (Verdens oprindelse),, som minder mig mest om den langt mere moderne Lucian Freuds værker. Eminent enkelt og stærkt provokerende. Courbet er min nye kunsthistoriske helt!


13 April  2012

Martin Leighton Lindhardt

Øh, det gik ikke lige så godt med at indsætte billedet. Her er et link og endnu et forsøg :-),

http://en.wikipedia.org/wiki/L'Origine_du_monde

 


13 April  2012

Lav din egen hjemmeside med NemmeHjemmesider.dk

Gitte fra sønderjyskhundeklip.dk "Jeg er utrolig imponeret over jeres utrolig gode service"