Kunstens historie 9 - Barokken ca. 1650 - 1700


af Karin Waldhausen 21-03-2011 Vist: 3075 gange.

Barok-kunsten er egentlig en variation af højrenaissancen og barokken i sig selv er mange forskellige retninger:

I Frankrig er den stort set identisk med det, vi i dag kalder fransk klassicisme og udviklede sig under den enevældige konge Ludvig d. 14. i retning af en politisk kunst, hvis funktion var at understøtte – ikke kirken og religionen - men kongen som Guds stedfortræder på jorden.

I resten af den katolske verden får barokken en religiøs/allegorisk udformning repræsenteret her af de to største kunstnere i denne retning: Gian Lorenzo Bernini (1598 – 1680) fra Italien og Peter Paul Rubens (1577 – 1640) fra Belgien.

Endelig ser vi en protestantisk-borgerlig barok med vægt på det naturalistiske her repræsenteret med mesteren Rembrandt van Rijns værker (1606 – 1669).

 

”Klassisk” barok

Ligesom begreber gotisk og manierisme egentlig var hånlige og nedladende betegnelser fra senere kunstkritikeres side, så er også begrebet barok et skældsord.

Det betyder meningsløs eller underlig og blev i første omgang hæftet på de nye veje, der blev skabt i arkitekturen i perioden.

Men skal man beskrive barokkens kendetegn og ideer om skønhed så er det først og fremmest en overvældende og pompøs kunst.

Dens udtryk i arkitektur og billedkunst overvælder sanserne med en overdådighed af detaljer og en tendens til at udfylde hvert et hjørne i bygningen eller hver en lille plads på lærredet med frodige, vitale, storslåede figurer og detaljer.

Det er en dynamisk kunst, fordi den udtrykker sig i spændinger og modsætninger. På den ene side udtrykker den kærlighed til det sanselige liv (det endelige aspekt ved tilværelsen) og modsat også en inderlig længsel efter universets uendelighed, et evigt liv hinsides det jordiske.

Denne dynamik har egentlig rod i den ide, at kunstneren så at sige skulle mane tingenes sjæl eller egentlige væsen frem igennem den billedmæssige fremstilling af dem, som vi fandt helt tilbage i den ældste klassiske, græske kunst.

Mennesket i 1700-tallet måtte dog erkende gennem de nye opdagelser i videnskab og filosofi, at verden er stor og universet endnu større og mennesket selv er kun en lille bitte del af det hele. 

Længslen efter at forstå alting i universet og finde sin plads i den store helhed løber som undertone i barokkens kunst og arkitektur.

Derfor ser vi en arkitektur og et maleri, der dels løfter os op i de himmelske sfærer med kæmpeforbrug af guld, diamanter, kostbare stoffer, overflod af figurer, overbetoninger af følelserne, som disse figurer udtrykker samtidig med at den selv samme brug af jordiske ting som guld (temmelig konkret, skulle jeg mene) og emotioner (følelser som sorg og melankoli hører ikke hjemme i himlen) i sig selv peger hen imod tidens kærlighed til alt det sanselige og konkrete. 

 

Ikke præget af mådehold

Så selvom barok er mange retninger, så er der ikke meget askese og mådehold i nogen af dem.

Selv har jeg stået overfor Rubens og Berninis værker eller en af de mange barokkirker i Rom (fx St. Agnese, Piazza Navona, fuldendt ca 1663) og hver gang måttet synke engang og tænkt:

Hold da op… For det nordiske sind kan barokken være en ordentlig mundfuld.

Jeg vælger to eksempler fra højbarokken:

Rubens: Minerva beskytter Pax mod Mars, kendt som allegori over freden og krigen, 1629 – 1630, olie på lærred, 203,5 x 298 cm, National Gallery, London samt Berninis skulptur:

Den hellige Tereses henrykkelse, alter i St. Maria della Vittoria, Rom, 1644 – 1647. Se ill. 

Rubens maleri er ikke nemt at beskrive kort, men det forestiller visdommens gud Minerva, der driver krigens gud Mars væk og beskytter Pax (freden) mod krigens grusomheder.

Mars er allerede på flugt og foran Paxs fødder udbreder sig så fredens velsignelser i en sand overflod af frugtbarhed og rigdom.

Et overvældende udtryk for livskraft, som kun Rubens kunne gøre det med sine farver og kompositioner.

Kvinderne er store og frodige, frugterne er mange og delikate, danserinderne svinger silke og guldsmykker omkring sig, leoparden ligger fredeligt ved siden af barnet og leger dovent med frugterne, som en faun beskytter. Hold da op!

 

Rubens fortolkning af virkeligheden

Rubens fortolkning af krigen og freden havde rod i den helt konkrete virkelighed og den opgave han havde fået. Vi står på det tidspunkt midt i trediveårskrigen i Europa og borgerkrigen i England.

De enevældige herskere og deres hoffer sammen med den katolske kirke mod de voksende byer og købmændene, den nye borgerklasse, som byggede deres velstand på koloniernes rigdomme og som for de flestes vedkommende var protestantiske.

Det allegoriske maleri blev på den tid ofte brugt til at udtrykke en tanke og Rubens maleri indgik i diplomatiske forhandlinger mellem Karl d.1 af England og Spaniens konge Phillip d.III.

Rubens bevægede sig imellem alle de store hoffer og kom bl.a. fordi han også var en lærd mand, ofte til at udføre diplomatiske ærinder for de forskellige hoffer.

Allegorien over fredens velsignelser sat op imod krigens rædsler indgik i de forhandlinger, de to konger førte for at slutte fred indbyrdes og gå sammen mod protestanterne og købmændene i en reaktionær blok.

Så Rubens malerier havde rod i den virkelighed, der omgav ham.

 

Berninis indflydelse på kirkerne

Bernini fungerede og levede i Italien og det er nok uretfærdigt at nævne Bernini efter Rubens i denne sammenhæng, skønt de er nogenlunde samtidige.

Det er nemlig Berninis arkitektoniske og maleriske fortjeneste, at de katolske barokkirker fik den indretning, de har den dag i dag:

Den svulmende, guldbemalede udformning. En indretning, hvor hver en krog var udfyldt med allegorier, figurer og krummelyrer.

En indretning der fik sit eget navn ”Horror Vacui” – angsten for det tomme rum, for det var ingen tomrum nogen steder – alt var fyldt til bristepunktet med form og farve.

Barokkirken loft skulle åbne sig mod himlen og i forskellige trompe l`oil teknikker, hvor øjet bliver manipuleret og snydt lykkedes det barokkirkens kunstnere at skabe lofter, hvor selve gudskraften og himmelrummet kom til syne over en.

Dermed blev man forhåbentlig hensat i en tilpas ydmyg stemning overfor det hellige. Hvilket just var meningen.

Det er nu ikke med en kirkeindretning, at Bernini er repræsenteret her, men med en af hans fantastiske religiøse skulpturer:

Den Hellige Thereses henrykkelse, alter i St. Maria della Vittoria, Rom, mellem 1644 og 1647. Prøv at sammenligne denne skulptur med Laokoons sønner og Michelangelos døende slave.

I Berninis skulptur er der ikke lagt følelsesmæssige fingre imellem, Thereses henrykkelse er skildret til det yderste og et stykke over, hvad kunstnerne hidtil havde turdet. Voldsomt er det.

Selv folderne i Thereses klædning er skildret på en så dramatisk måde, at det virker melodramatisk og teatralsk.

Figuren er installeret i kirken med lys over sig og et forsøg på at skildre guds strålekraft i guldstaver over sig. Igen må man som nordbo sige: Hold da op, da da.

Jeg holder nu meget af selve Theresefiguren og synes den udtrykker den religiøse henrykkelse på en måde, jeg ikke før eller siden er truffet på.

Det er mere englen og guldstrålerne og den fiktive lyd af himmelske basuner, der bliver for meget for mig – der bliver intet overladt til ens eget følelsesrum.

Men Berninis ideer spredte sig hurtigt over hele Europa, hvor hans virkemidler blev efterlignet af andre barokkunstnere.

 

I næste artikel fortsætter vi med naturalisten Rembrandt, den franske klassisisme og starten på den moderne kunstinstitution og kunstens autonomi.

 

KLW, Vive feb 2011

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Tidligere kommentarer

Martin Leighton Lindhardt

Hej Karin

Jeg har lovet dig, at være din trofaste læser og at sende dig en lille kommentar med på vejen hver gang.

I dette afsnit af kunsthistorien befinder vi os vist begge i en isme der er fyldt med en følelse af had/kærlighed. Jeg er ked af at sige det, men det skinner lidt igennem - og det er jo bare dejligt - for jeg tror ikke at vi ar mange der kan favne hele kunsthistorien med lige stor entusiasme. Barokken er, som du selv skriver, noget af en mundfuld. Du gjorde mig fint opmærksom på, at det nok er lige så meget kulturelt, som geografisk bestemt. Det danske mådehold og minimalistiske og funktionelle design tradition er meeeeget langt fra barokken. Men som alt andet (og som især sidte afsnit om kunsthistoriens vigtige lille parantes), har barokken sin berettigelse i kunsthistorien og den har formentligt (?), været katalysator for noget nyt og anderledes i sit kølvand.

Men fakta er bare at jeg ikke kan favne barokken. Den er så langt fra alt det jeg finder æstetisk spændende og det er kun i det isolerede billede af den kære Thereses (orgastiske), henrykkelse at jeg kan være med (og så selvfølgelig i Rubens svulmende kvindeformer),. Men det fortæller mig noget andet end både Rubens og Bemini ønsker at fortælle mig og det er nok det mest interessante. I mine øjne har Bemine sneget en god portion porno ind i kirken under dække af en religiøs historie. Therese er i mine øjne langt mere end henrykt - hun er henført, forført og i sansernes og ikke religionens mere æteriske vold. Jeg ved ikke hvad det er Gud sender ned til hende, men det gavner i mine øjne ikke fromheden - men det ville selvfølgelig også være en måde at få omvendt mænd og kvinder til troen - med en god orgasme :-),

Til gengæld tror jeg at du er helt klar over hvor meget jeg glæder mig til næste afsnit. Vi har talt Rembrandt før (enddog i en mere teknisk forstand),, men han er og bliver en af mine top ti kunstnere, så JUBIIH.

Karin, det var naturligvis endnu et spændende afsnit i rejsen gennem kunstens verden. Jeg har stadig svært ved barokken, men du bragte mig som altid tættere på hvorfor alle ismerne har deres berettigelse og historiske grund til at være til. Måske skulle vi prøve at male et barokt billede, for ligesom at tage tyren ved hornene.

Horror Vacui.

M.


24 March  2011

Poul Lyda

Jeg synes det er fundamentalt spændende projekt, og tager hatten af for, at man i det hele taget tager sådan en serie på sig. Derfor er det måske også for nemt at komme med indvendinger, men hvad blev der egentlig af Caravaggio og Velazquez ?


24 March  2011

gallerilistov

Jeg ELSKER barokken!!!! Skønt at se din barok historie her inde. Glæder mig dog endnu mere til den næste... Rokoko - oplysningstiden er min hof-ret!! Den er jeg spændt på hvad du finder frem. :-),


25 March  2011

Karin Waldhausen

Hej alle

Hvor det dejligt og - for mig betydningsfuldt - at I byder ind med kommentarer og kritik og forholder jer til aritkelserien. Ja, det er en ordentlig mundfuld, men heldigvis vældig fornøjelig og interessant det meste af tiden - barokken har været tung at komme igennem - men man skal jo være loyal overfor hele historien. Dog har jeg valgt her - som martin også bemærker - at lade en personligt touch skinne igennem, men forhåbentlig ikke så det går ud over det faglige indhold om barokken - det er og bliver en betydningsfuld periode og måske trækker jeg selv mere på den end jeg vil være ved - kan i hvertfald godt være bange for "tomme rum" på lærredet.

Kære martin - du må aldrig holde op med at sende dine kommentarer - ked af at jeg først har set den i dag, men nu læst den flere gange - tak skal du have. Det er vigtigt, du bliver ved.

KH Til jer alle

Karin


01 April  2011

SilverScreen

 Rubens har en mere ærlig beskrivelse end den senere renecances malere som maler de unge piger hvor det skulle være de ældre kvinder. Ligesom i dag, hvor moden dikterer og hvor ærligheden i billederne er på reklamebrancens betingelser. Så der er noget vældigt forfriskende i Rubens ærlighed.  Faktisk ser vi en del Rubens i nutidskunsten,  -- jeg har ihvertilfælde taget det jeg har kunnet bruge.

Og hvordan kan man bedre lære Rubens at kende, end ved at male de tre gratier i Rubens stil.


29 October  2012