Skønhedens historie 3: Arkaisk og klassisk kunst


af Karin Waldhausen 14-10-2010 Vist: 3536 gange.

Sandhed, godhed, skønhed

Den europæiske kulturs vugge stod i Grækenland – nærmere betegnet det klassiske Grækenland fra ca. 500 – 100 f.kr. 

Vil man vide noget om vores kulturs rødder, er der derfor ingen vej udenom de gamle grækere.

Det er nu også temmelig spændende at studere denne tid og spejle sig selv og sin egen tid i antikkens ideer om kunst, videnskab og filosofi.

Grækerne troede på, at kosmos var opbygget  af evige og absolutte værdier og menneskets opgave i den forbindelse var at aflæse og erkende disse værdier som en absolut og objektiv egenskab ved tingene selv.

På græsk hedder skønhed To Kalon og betyder at erkende eller anerkende noget (se, gennemskue, indse).

Når grækerne derfor iagttog og i deres kunstneriske udtryk gengav naturen og  stjernehimlen, så skabte de ikke selv videnskaben eller kunstens love, så erkendte de blot naturens iboende evige og objektive harmoni. 

Når noget således er evigt og objektivt, så udtrykker det sandhed og endelig var det så således for grækerne, at når noget var skønt (harmonisk) og sandt (objektivt) - så var det også godt og udtrykte gode og efterstræbelsesværdige principper i moralsk forstand.

Man forstod det således, at sjælen faldt til ro og blev afbalanceret ved at opleve den kosmiske orden, f.eks. igennem kunstværker. Hos grækerne er der altså et dannende aspekt ved god kunst.

Det er afgørende for vores forståelse af grækernes perspektiv, at vi husker på dette sammenfald, både sprogligt og konkret: Sandhed, godhed og skønhed hænger for grækeren sammen som uadskillelige kvaliteter ved kosmos. Har du fat i det ene følger de to andre med.

 

Harmoni og symmetri

Denne tankegang udtrykkes i læren om symmetri og harmoni: Skønhed er et spørgsmål om forholdet imellem en enkelt del og helheden og tingen selv som en helhed.

Når man havde skabt et smukt kunstværk så udtrykte dette værk en matematisk givet harmoni, hvor intet kunne tilføjes eller undværes.

Forestillede vi os, at noget blev ændret, fx en hånd faldt af en statue, så var harmonien brudt og statuen udtrykte ikke længere kosmos' evige principper, men var blevet uharmonisk (kaotisk).

Kunstnerisk skønhed er da, når kunstneren lykkes med at udtrykke og spejle kosmos iboende harmoni.

Begrebet om Mimesis er her centralt og placerer de kunstneriske udtryk som udtryk, der mimer ( præsenterer) eller gengiver (repræsenterer) virkeligheden.

De allerskønneste former er trekanten, cirklen og kvadratet, fordi deres indbyrdes proportioner er de enkleste.

 

Idealistisk realisme

Kunstnerne er stadig håndværkere.

Den gode kunstner er den kunstner, der bedst kan gengive tingenes matematiske forhold til hinanden ifølge traditionen. Men omkring 400 f. kr. sker der et vigtigt skift i kunstnerens tilgang til sit håndværk.

Her finder vi den forestilling, at det netop er de menneskelige proportioner og mål, der bedst fremstiller  og afspejler Kosmos´ proportioner og mål. Den strenge arkaiske symbolisme bliver af  de klassiske kunstnere tilsat en form for naturalisme.

Det er imidlertid ikke naturalisme, som vi kender det, men snarere en slags idealistisk realisme. Man gengiver nemlig stadig menneskeskikkelsen efter bestemte ideale proportioner, men tilsætter hvilende, organiske og blødere former.

Når man ser klassiske skulpturer fra denne tid, ser de ganske vist helt naturalistiske ud – men det er de bare ikke. De gengiver en idealtilstand, sådan som vi gerne ville se os selv.

Den klassiske kunst er nemlig realistisk i den forstand, at den finder sine skønhedsidealer i naturen og ikke i fx kunstnerens fantasi.

Men den er idealistisk i den forstand at den viser mennesket, som det bør være eller ønsker sig at være og ikke som det faktisk er.

Det ultimative udtryk for klassisk skønhed er, at kunne udtrykke harmonisk enhed imellem krop og sjæl.

Dem klassiske kunst forsøger altså ikke alene at forene det matematiske og organiske, men også at sammensmelte de evige og universelle former med menneskets måder at opleve verden på.

 

Optisk illusionisme

Dette fører til en meget vigtigt opdagelse: Forkortningen.

Forkortningen er et bedrag, fordi en rigtig fod jo ikke ser sådan ud som den gengives i en forkortning.

På den anden side ser forkortningen mere realistisk ud for vores øje. Der er tale om en optisk deformation, hvor de ideale former, forvrænges eller forvrides, således at man i optisk forstand, oplever dem idealt.

Hvis fx en meget stor figur ses nedefra, så tages der højde for denne synsvinkel i udformningen af figuren.

Illusionismen foregriber læren om perspektivet, og den giver kunstnerne den lille smule individuelle frihed, der gør at de efterhånden forlader kravet om enkelhed og ro til fordel for mere dynamiske former, der rummer spænding og lidenskab.

Den søgning efter former i naturen, der rummer skønhed i sig selv (cirklen, trekanten, firkanten) erstattes af en søgen efter former, som VIRKER skønne, fordi de behager øjet.

Med dette skift er subjektet og det subjektive trådt ind i skønhedens historie: Hvordan fremtræder tingen skønt for MIG.

 

KLW Vive Okt 2010

 

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Tidligere kommentarer

Rikke Roger Reif

Glæder mig allerede til næste afsnit :-),


15 October  2010