Udstilling: HIP TO BE SQUARE

af Gerald Nyegaard 15-08-2012 Vist: 5011 gange.

Der er hverken noget smart eller firkantet at spore, hos hverken Line Busch selv eller i hendes værker. Forventningen kunne ellers opstå hos os gallerigæster på Lunchmoney Gallery i Aarhus, tages udstillingstitlen HIP TO BE SQUARE alt for pålydende, når vi præsenteres for kunstnerens værker ved hendes solodebut.

Den 33-årige kunstner arbejder med to slags udtryk, når hun bruger firkanten som komponent, sammensat til motiver i varieret form og farvepalet i sine billeder, og det kan forekomme temmelig dristigt, når vi holder os for øje, at utallige kunstnere før hende har slidt på denne i grunden simple figur.

Inspireret af Victor Vasarely

Stilen i det ene sæt arbejder vækker ved første øjekast mindelser om Victor Vasarelys værker, og Line Busch tilkendegiver, at hun har hentet inspiration hos ham, dog er hendes værker af en hel anden karakter, fordi hun vil noget helt andet.

Farven spiller en unægtelig stor rolle i udtrykket, og når hun lader form og kolorit gå op i en højere enhed, skaber hun et rigt facetteret spændingsfelt i motiverne, der giver billederne liv, energi, og bevægelse, men også en illusion af optisk dybde.

Selv penselstrøgenes retning understreger rumvirkningen i motiverne. På den ene side bløder det uforarbejdede lærred lidt op på motivernes syntetiske hårdhed og lader dem fremstå mere organiske, på den anden side skaber det rå canvas en indholdsmæssig kontrast mellem motiv og baggrund. 

Kan genkende os selv i værkerne

Det som gør værkerne væsentlige er, at vi kan genkende os selv i dem. Deres indhold synes at gengive en struktur, der ligner strukturen i vores menneskelige bevidsthed. Kunstneren  formidler tilsyneladende heri en indsigt i, at vi mennesker har et behov for, at behæfte alting med betydning.

Det gør vi, for at skabe struktur, orden og sammenhæng i vores verden, for at kunne forstå os selv og verdenen. Det at vi fortolker motiverne som kuber på overfladen gør, at de fremstår ufuldstændige og fragmenterede, løsrevet fra sammenhængen.

Vi prøver at udfylde motivernes huller, tilføje kubernes manglende sider, trække figurernes kanterne på plads, så de ikke overlapper hinanden. Vi prøver at få de små spalter mellem figurerne til at forsvinde.

Blyantsstregerne giver indtrykket af, at motiverne fremstår ufærdige. Farverne, som vi får til at følge en bestemt logik, gengiver indre spændinger og peger dermed på tilværelsens mangfoldige udtryk. Alt sammen kendetegn, der karakteriserer vores fortællinger om os selv og vores verden.

Sansebedrag

På et tidspunkt erkender vi, at fortællingerne er en  illusion, konstrueret af os selv. Det, som vi i første omgang ser som manglende sider på kuberne, påpeger sansebedraget. Motiverne erkendes anbragt på billedfladen, der, i betegnelsens bedste forstand, er: flad. Blyantsstregerne i billederne synes at bekræfte denne indtryk, når vi tolker dem som konstruktionstegninger.

Tanken om, at vi på grund af vores bevidsthed konstruerer vores verden, og på grund af dette kun kan sanse tingene som de er for os og ikke som de er i sig selv, kan virke skræmmende, men har også en positiv side, når det går op for os, at det netop er vores bevidsthed, der gør det muligt for os at dyrke poesien og opleve skønhed.

I det andet sæt værker ser vi farvede firkanter, som flyder ud i hinanden og ud  i baggrunden. Når vi betragter værkerne, synes vi at overhøre en livlig diskussion, eller at lytte til spændingsfyldte melodiforløb.

Motiverne kan henlede tankerne om emner, der kan virke uhåndgribelige og fjerne, og som flyder ud i hinanden i vores opfattelse, men bliver begribelige, når de ses i en større sammenhæng. Her bliver det rå og håndfaste lærred til den virkelighed, der skaber helheden.

Ser vi mere nøje på lærrederne i alle værker, erkender vi, at selv de er konstruerede og fremstillet af menneskehånd, og at de fremstår som firkantede fragmenter af en større helhed.

Det belyser endnu et kendetegn af vores tilværelse, at ligegyldigt hvor mange gange vi prøver at ophæve modsætninger gennem syntesen til en højere enhed for at finde sandheden om verdenen, for at erkende den som den er i sig selv, så vil denne højere enhed altid møde sin modsætning, og processen synes at kunne fortsættes i det uendelige, uden at vi kommer sandheden nærmere.

Stor enkelhed - stor dybde

Der er en klar dobbelthed i værkernes forskellige betydningslag, ligegyldig fra hvordan vi betragter dem, og det er det, der giver dem den indholdsdybde, de har. Så kan det opfattes som en modsætning i sig selv, når vi ser på, hvilke enkle og klare udtryksmidler kunstneren bruger, for at opnå dette, og det er bare et aspekt blandt mange, der viser hendes store potentiale.

Men der er også en dobbelthed i værkerne selv. På den ene side kan vi dykke ned under værkernes overflade, og kan tage imod de mange dimensioner i indholdet og se den som fortællingen om vores store, fælles fortælling. På den anden side kan vi tage imod værkerne, som de fremstår visuelt berigende i deres forhåndenværen, og opleve en dybde i dem, når vi ikke vil gøre dem til noget, vores bevidsthed behøver at forstå.

Line Busch er kun halvvejs igennem sin treårige uddannelse på Aarhus Kunstakademi. Hvor bemærkelsesværdigt det er i sig selv, værkernes høje kunstneriske niveau taget i betragtning, må vi ikke snyde os selv for at opleve udstillingen.

Udstillingen varer frem til 15. september. Læs mere på www.Lunchmoneygallery.com