UPDATE på samtidskunsten


af Karin Waldhausen 28-04-2011 Vist: 2539 gange.

Hvor går samtidskunsten hen, når den går ud? Hvad er oppe i tiden og hvad er helt ude af fokus? Hvilke temaer er samtidskunsten optaget af? Hvilke æstetiske greb og teknikker benytter den?

Jeg forestiller mig, at sådanne spørgsmål kunne interessere MAS´ brugere og jeg har sat mig for, at besvare spørgsmålene så godt, det nu kan lade sig gøre på baggrund af den viden, jeg har opnået og de trends jeg har set igennem de sidste måneder.

Der er for det første en ting, jeg har lagt mærke til, nemlig forskellen imellem kommerciel kunst og kunst frembragt med kunststøtte. Det er absolut muligt at skabe kunst, der både kan henrykke sanserne, rokke ved vores bevidsthed om verden og samtidig sælge, men der er kunstprojekter, som aldrig ville være blevet skabt uden statsstøtte/fondsstøtte og som jeg personligt nødigt – meget nødigt ville have undværet.

Omvendt kan man selvfølgelig finde en frygtelig masse kunst, hvis værdi alene er dekorativ og kommerciel og man kan også finde statsstøttet, fondsstøttet kunst som måske nok bliver lige indspist nok. Her kommer et par friske eksempler:

Den blinde passager - Olafur EliassonDin blinde passager

Noget jeg nødigt ville undvære at have oplevet er Olafur Eliassons skulptur ”Din blinde passager”, som er opført på kunstmuseet Arken og er en del af det 3-årige Utopia- projekt, der kører på museet.

Værket har Olafurs kendte signaturer og arbejder med lys, rum og tid, men det arbejder også med at involvere betragteren i værket.

Værket bliver så at sige først til, når betragteren træder ind i det.

Det er ikke nok blot at stille sin bevidsthed til rådighed for det, som når vi f.ex oplever et maleri. Man må også – og i sær – hengive sig med sin krop.

Værket består af en 90 meter lang lystunnel fyldt med tåge og lys, der skifter fra hvid og gul over mørke og tilbage til hvid og gul og på grund af øjets funktionsmåde, opstår komplimentærkontrasten til gul og orange på nethinden, mens man vandrer de 90 meter i sit eget tempo igennem lys og tåge.

Bedst – synes jeg – når man er alene, men mens man bevæger sig igennem den 90 meter lange lystunnel kommer andre personer i værket mod en og bag en som stille tyste tågeskikkelser, der dukker frem af lyset.

Sigtbarheden i værket er kun 1,5 meter, så der kan nå at ske meget på 90 meter. Værket er beskrevet og fortolket af en hob af vidende folk, jeg har her undgået at skrive, hvad der allerede er sagt. Oplev det selv! Det er samtidskunst, der varer!

Værker, der involverer betragteren enten ved at han træder ind i det med sin krop, som med Olafurs lystunnel eller han på anden måde sættes til at spille sammen med værket er en stærk trend i tiden.

Man kunne anføre at kunstværket altid og til alle tider har krævet at betragteren stiller sig til rådighed med sanser og bevidsthed, men alligevel er denne meget fysiske og sanselige involvering i værkets tid og rum en vigtig og tiltrængt reminder fra kunstværkets ældste dage, hvor værket havde rituel karakter og formålet ikke kun var at nyde, men også at forvandle, de mennesker der deltog i løjerne.

Olafur Eliassons værk var aldrig blevet til uden massiv kunststøtte og et museum til at rumme det, jeg er nødt til at sige det og stå ved det – også selvom jeg som regel hellere vil give min opmærksomhed til den knap så tunge del af kunstscenen.

Skulptur møder bilmesse 

I Øksnehallen i Kødbyen på flæsketorvet er der messe. Det drejer sig om biler og deres lakering og der er rigtig mange mænd i næsten ens tøj – jakkesæt og slips – som går meget hurtigt rundt og siger vigtige (tror jeg) ting til hinanden.

Der er rigtig mange mobiltelefoner, der ringer og billyde. Det er i det hele taget ganske overordentlig rædselsfuldt. MEN lige indenfor dørene side og side med en reklamebil og receptionen ind til selve messen – står 4 skulpturer/installationer af Maya Peitersen.

De er så fine og sarte, så klingende smukke og gennemarbejdede, så rå og lige til i deres materialevalg, at jeg bliver umådelig glad og berørt. Maya Peitersen arbejder med at materialisere mentale tilstande og samtidig vise menneskets skrøbelighed og sårbarhed.

Dette sidste bliver muligvis accentueret af clashet mellem bilmesse og skulpturer. Hendes materialer er udover at være personlige og yderst velvalgte også udtryk for en tendens hos de yngre billedhuggere: Hun bruger masonit, krydsfiner, strikkegarn og alle materialer står som det, de er.

Rum for ophobet kærlighed

Materialerne skjules ikke bag maling, men har den farve, de og struktur de er skabt med, skruehullerne spartles ikke ud, revner dækkes ikke og alligevel er det tydeligt, at der ligger en umådelig håndværksmæssig kunnen bag hver eneste skulptur.

En af skulpturerne består af et stort antal sirligt udsnittet silluetter i masonit – alle forskellige – af træer.

Alle træerne hænger i hver sin fine line af fiskesnøre i forskellig højde og samlet i flok, så træerne bliver til en skov.

Skulpturen belyses på en sådan måde at alle fiskelinerne lyser som glitrende vand eller diamant støv. Så enkelt – så smukt – så umådelig godt tænkt!

En anden af Maya Peitersens skulpturer består af mange – rigtig mange – store fluffede ponpon´er i gule, røde, orange farver, sat på lange snore og bundtet tæt om et tomrum i midten.

En aflang kasse, hvis vægge består af ponpon´er og hvis indhold er tomhed, men alligevel klaustrofobisk – indelukket i alt det fluffy, bløde, farvestrålende. Skulpturen hedder ”Rum for ophobet kærlighed” og er måske det den skulptur, der tydeligst materialiserer de mentale rum, som Peitersen arbejder med. Peitersen skriver selv om værket:

 

                         ”Et rum for den der ikke tør give.

                           Den der ikke tør tage imod.

                           Et afsondret menneskes rum.”

 

Figurative tegninger og malerier er in

Se det var to eksempler på fremragende kunst, der ikke er skabt til et kommercielt marked. Nu tager jeg fat i den anden ende – hos Gallerierne, som jo altså lever af at sælge kunst. Faktisk kan jeg allerbedst lide at se kunst i Gallerierne og gerne de små kunstnerejede af slagsen.

I Barcelona, så jeg for nylig en hel del små gallerier (og ingen museer) og trenden var klar: Tegning er oppe i tiden, den figurative kunst er på vej ind og den abstrakte ekspressionisme (herren være lovet) på vej ud.

Det er ikke tilfældigt, at en fremragende tegner som Kaspar Køpke vandt MAS´s kunsttalent konkurrence sidste år og heller ikke at en figurativ maler som Anja Altenburg vinder i år.

De to greb: Tegningen og det figurative står stærkt på Galleriernes dagsorden og de fleste kunstnere udi disse discipliner er virkelig dygtige og understøtter derved en anden stærk dagsorden for samtidskunsten: Håndværket.

Ja, tænk sig det er blevet moderne igen at kunne noget – med sine hænder og sine materialer. Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Håbefulde malere, der gerne vil sælge jeres billeder – I skal kunne tegningens og maleriets håndværk!

Ellers finder I aldrig vej til et personligt udtryk – uanset om det ligner eller ej, uanset om det er idebåret (koncept) eller ej – kunst er KUNNEN. Ordet ”Æstetik” kommer fra græsk ”Aistesis”, der betyder sanset og ”Techne”, der betyder teknik eller kunnen – sanseteknikker, sansekunnen. Så der er ingen vej udenom håndværket.

 

Rene Holm Bismark------- og streetart uden street

Endelig vil jeg fremhæve to typer kunst, der er oppe i tiden og som er stærkt kommercialiseret.

Det betyder at de sælger virkelig godt til skyhøje priser, men måske ligger deres værdi mere i markedet end i det kunstneriske – døm selv:

På Galleri Poulsen på flæsketorvet i Kbh hænger lige nu en amerikansk kunstner -------, der arbejder med collagen.

Collagen er på vej frem og kunstnere som ----- er fremragende repræsentanter for genren. ------ er efter min mening ikke, men priserne på hans ting mere end antyder, at her har vi med noget stort at gøre.

Jeg tror det store ligger i de menneskers tegnebøger, der har mulighed for at få sig en grimt lavet collage til 26.000 i lille plakatstørrelse.

 

Michael AndersonLige ved siden af ligger Hans Alf Galleri og de har for tiden fået sig en street-artist – altså en graffiti maler der er blevet mondæn dvs har modificeret sit udtryk, så det er blevet salgbart.

Dette sker bl.a ved at frarøve graffiti-kunstens dens stærkeste træk: Gaden og muren, der så erstattes af gallerirummet, lærredet og kataloget.

Men hold da helt op, hvor det sælger – tilsyneladende – priserne ligger fra 60.000 og opefter. Jeg synes, der er noget sørgeligt over det.

 

Opsummerende ser vi mindst flg tendenser i samtidskunst:

Involvering – betragteren er medskabende på sin egen kunstoplevelse.

Skulptur – skulpturen har virkelig optur og i de mest fantastiske materialer.

Håndværk – uanset i hvilken retning man vil arbejde og hvilket mediet.

Tegning og figurativt maleri.

I artiklen her nævner jeg så ikke performance, foto, video og lydkunst – der alle hver for sig også markerer sig i tiden.

KLW

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Tidligere kommentarer

Knud Larn

Hej Karin :-),

Jeg er uenig i din uudtalte præmis om at der er en principiel forskel mellem kommerciel malerkunst og så den statsstøttede kunst (som så skulle være implicit bedre og mere væsentlig for samfundet),. Jeg mener det er en fejlslutning. Blot fordi noget kunst har brug for statsstøtte til at blive skabt er det ikke et udtryk for at kunsten er bedre eller vigtigere, og det ligger så sandelig heller ikke formelt til grund for statens udmøntning af støtte. Det er blot usælgeligt på almindelige markedsvilkår og må derfor naturligt støttes. Der er ikke tale om en kvalitetsvurdering ift andre kunstgenrer på markedet, men alene en kvalitetsvurdering af den enkelte kunstners kvalitet ift andre kunstneres produktion i det konkrete ansøgerfelt.

Der er så nogle kunstnere som desperat forsøger at smykke sig med de lånte statsstøttede fjer til at konkludere at de er Danmarks bedste kunstnere, men dels må det stå for deres egen triste regning, og dels er det bare ikke sandt. Der er desværre også en hel del kunstkritikere som hopper på fejlslutningen, mest fordi de er helt ude af kontakt med hvad der foregår på kunstmarkedet i Danmark, og meget sjældent bevæger sig udenfor Valby bakke.

Jeg synes det er helt naturligt at installatører (Olafur Eliasson og Franz Beckerlee fx),, dekoratører (Malene Landgreen & Eske Kath fx),, og eventorganisere (Marco Evaristti og Henrik Plenge Jacobsen fx), modtager statsstøtte og udstiller deres værker på kunstmuseer. De kommer jo ALDRIG til at udstille andre steder, det er deres eneste mulighed. Det er jo meget sjældent en vare der kan omsættes, endsige flyttes rundt, som de producerer og de har derfor brug for et mæcenat og et offentligt rum til at kunne arbejde. Derved bliver disse kunstnere synlige for de virkelighedsskræmte kunstkritikere og derigennem bliver de synlige for den danske befolkning gennem medierne kritikerne skriver i.

At konkludere at disse udtryksformer er dækkende for samtidskunsten er helt forkert, endvidere er det helt forkert at fremstille sagen sådan at installation, dekoration og event er bedre, mere moderne, udtryksformer i samtidskunsten end den kommercielle kunst (her taler vi meget ofte om maleri på lærred og bronze/sten-skulpturer),. De har været der altid, disse rum/oplevelses-former, i udsmykningsopgaver i det offentlige rum og hos de rigeste kunstkøbere i landet. Også dengang vi havde en reel adel var der mæcenater som støttede netop den type kunst - i dag er det bare staten der er den største mæcen. Nu hvor de rige er blevet liberale og ikke konservative. Adel (penge), forpligter ikke mere, nu er enhver sin egen lykkes smed.

Det er fint at disse oplevelsesøkonomi-kunstnere skriver sig ind i kunsthistorien nu mens de lever. Det er vigtigt for den historiske dokumentationsproces for værkerne vil jo dø ud ret hurtigt og blive glemt i befolkningens hukommelse. Hvorimod de kommercielle kunstnere sælger en vare som kan gensælges igen og igen. Som har et meget længere liv foran sig - ret uafhængigt af kunstnerens tilstedeværelse eller ej. Så for balancens skyld er det godt at oplevelseskunstnerne kommer til nu og får opmærksomhed.

Mine traditionelle kommercielle malerier er skabt til at holde i ca 400 år. Jeg tror på at min samlede livsproduktion på ca 10.000 malerier om 400 år stadig vil være ude på 10.000 vægge til den tid. Og altså opleves dagligt af mindst 10.000 mennesker. I år 2411. Men Olafur Eliasson vil ikke længere have en installation på et dansk kunstmuseum, der er andre kunstnere der er kommet frem i oplevelsesøkonomien siden han var hot. Han vil dog forhåbentlig stadig stå i kunsthistoriebøgerne om det 21. århundrede danske kunst, for det fortjener han.

Så vi skal være taknemmelige for at nogen døgnfluer får megen opmærksomhed nu og at vi andre skildpadder må bevæge sig meget langsommere - men tilgengæld blive meget gamle.

Men nogen værdinorm ligger der ikke i begreberne, kun en forskel i tidslig udstrækning.

Mvh

Knud Larn


05 May  2011

SilverScreen

 Hvis der er noget vi har lært, er det nok selvpromoveringen og det at kunne levere "varen", altså det der vil skaffe den begrænsede spalteplads. Samtidig er det jo altid nemmere at skrive om alt andet end værket -- altså "om" kunstneren, "om" stedet hvor den spetakulære instalation er instaleret, "om" den forrige instalation på stedet, i grunden er spaltepladsen i dag mere smagsdommeri og udenomssnak, lokal sladder eller indspark i kritikernes egen lille indbyrdes snak --- og det i en grad så "nutidskunsten" leveres på bestilling af dem der gør sig blot en smule umage for at "levere varen". 

Det gjorde jeg da osse på akademiet, men da jeg tog arkitekternes forventninger alvorligt og leverede noget der ikke bare ligede forventningerne, altså blot var et billede af hvad de forventede, blev det for avanceret --- og spørgsmålet er, om mange af de instalationer og video værker der leveres i en strid strøm, virkelig giver noget svar.

I dag tiltrækker ganske smalle områder sig al opmærksomhed, men om det handler om jurnalisternes og kritikernes manglende viden eller faglighed, eller der leveres en formummet vare som "beskureren skal gætte" er jo op til den enkelte at vurdere. Alligevel ved jeg at mine vægmalerier vil de fleste helst forveksle med Graffiti for de er jo malet de samme steder og væk næste år alligevel, så kan man andet end at resignere ? Nutidskunsten er i den grad udsat for smagsdommeri og populisme, at folk alligevel ikke ka se forskel på Graffiti og vægmalerier og det sociale er af så stor betydning, at når kuratorene har samlet det "StreetArt" de synes er mest spetakulært, så bliver det taget indendørs og fordi de store formater er karakteristisk, bliver det præsenteret i hele sale og på store vægge. Men det vi ser med StreetArt er at det mister sin kraft, det bliver flottere og mere spetakulært og jovist, "inspirationen" bliver hentet på gaden, men den bliver kunstig og akademisk selvom den indendørs bliver voldsomt detaljeret og spetakulær langt ud over væggene. Men den ægte vare der leveres ude på gaden, ---- det er ikke den jurnalisterne, kritikerne eller formidlerne ser. Og værre bliver det kun, når det gøres til studier i marken og rafinering af udtrykket indendørs --- når det ikke er gadens folk men folk der ved hvad der skal leveres, som leverer.


05 May  2011

Knud Larn

Hej ho Silver!

Jeg er meget enig.

Basquiat døde på gallerivæggene, og man skal bare se på Keith Haring for at se hvad tags og organiske formler kan blive reduceret til som gallerikunst. Al overraskelsen er væk til fordel for en pænhed som passer til æstetikken i traditionelt maleri, men ikke til friskheden i street art.. Og jeg savner materialet under værket - den afskallede mur/pladevæg/facade/bil med alle dens farvenuancer og betydninger som spiller med i et godt street-art værk. Men slet ikke er der på en hvidmalet gallerivæg og et marmorgulv. Hvis så bare kunstnerne fik lov til at smadre marmorgulvet og ødelægge de pæne vægge i udstillingen - så fik det måske lidt kant.

Det værste er næsten at den pæne off-street street art heller ikke vinder noget ved omplantningen.  Det opnår ikke den eftertænksomme dybde som traditionelt maleri har i sig, og kommer derved til at stå som ren overfladedekoration. Budskaberne råber ikke fra gallerivæggen på samme højlydte måde som ude på gaden, det bliver bare til en "nå-reaktion" fra publikum.

Ret beset burde street-art jo støttes på samme måde som installatørerne, det er også tidsligt begrænset og umuligt at sælge på markedsvilkår, så hvorfor er de ikke alle (de gode), på finansloven? Er politisk social kunst ikke fint nok til akademiet?

 


05 May  2011

SilverScreen

 For mit vedkommende er det meget anderledes, men det er netop fejlen ved at opdele kunsten i kasser og retninger at det kun fungerer overordnet, meget andet end de retningslinjer der gælder for den enkelte stil påvirker tingene, stederne, malerne. Som sagt er selvpromoveringen virkelig i vælten men for mit tilfælde handler det bare om at fastslå at vi alle er forskellige og så ka jeg kun tage udgangspunkt i min egen process, så undskyld for det, men jeg ka ikke gøre det anderledes for faktisk er jeg groft sagt, rimelig ligeglad med andres værker på den måde, at de sjældent påvirker det jeg maler.

Men når noget fungerer på gaden for mig, har jeg den erfaring at det osse fungerer fint på masonit eller indendørs sagt på den måde. Men en stor del af det jeg sætter på stakittet, er jo osse malet indendørs i forvejn og derefter sat op udendørs. ---- så allerede der er sammenligningen med de annerkendte ikke annerkendte kunstarter som Graffiti, ikke relevant. Jeg ser først og fremmest en enestående mulighed for at vise mine ting på stakittet og jeg er så ringe til det sociale, at jeg skyer ferniseringer og pindemadder i en grad så jeg hellere vil have mit faste publikum til og fra arbejdet i prinsessegade, end at skulle ballancere på den sociale trapppestige. Hvorfor skulle jeg osse det, jeg er nået øverste trin fire gange og fik tilladelse til at bruge akademiet  uden at være indskrevet som studerende, --- så for mig er disse diskutioner vældigt Zoo agtige, jeg er simpelthen så distanceret fra den tradisionelle CV. stige, simpelthen fordi jeg hellere vil male, programere, bygge eller tegne en båd eller finde på noget helt andet.

Og så er det da fint at vi har akademiet hvor de unge mennesker, kan spilde et par år inden de med en fyldig ballast, kan vælge en mere indbringende levemåde. F.eks. har jeg i dag grundet over hvad det egentlig er jeg vil sætte på stakittet som det næste. Og det nærmeste jeg har kunnet betegne det, er "maxi striper" altså figurer eller scenerier som du ser dem i nogle tegneserier, bare i medium format. Realistiske men stiliserede, socialt realistiske men annerkendt i lokalområdet fordi vi genkender og genkendelsen synes jeg er så vigtig fordi den osse tillader dig at genkende noget du næsten har glemt. 

Så jo det er da gadekunst, men da osse kun fordi det bliver malet udendørs og alligevel er 95 pct. planlagt og projekteret indendørs og der er malet tre proto typer foreløbig, før tvivlen bliver glemt og jeg henvender mig til mit faste publikum på gaden og lokalt. ----- Er det "StreetArt" forhåbentlig både og, men det er osse en meget personlig form og derfor ka jeg ikke lide de kasser.


06 May  2011

Karin Waldhausen

Kære Larn

Det er intet i dit første (og andet indlæg), som jeg er uenig i. Tværtimod. Dine betragtninger er væsentlige og vigtige i kunstdiskutionen. Jeg er bare nødt til at minde dig om, at du laver indlægget på det du selv kalder en "uudtalt præmis" i artiklen. Det er din vurdering, at denne præmis er tilstede. Selv mener jeg ikke, at du har belæg for at tillægge artiklen denne værdinorm, se flg. citat fra artiklens indledning: "Omvendt kan man selvfølgelig finde en frygtelig masse kunst, hvis værdi alene er dekorativ og kommerciel og man kan også finde statsstøttet, fondsstøttet kunst som måske nok bliver lige indspist nok. "

Det er dejligt du udvider diskutionen, fordi jeg selvsagt er underlagt en vis kortfattedhed i artikel øjemed - men knap så dejligt, når du gør det på en fri  fantasi.

Iøvrigt er jeg fuldstændig enig med både dig og Silver i jeres betragtninger omkring gadekunst og har udfoldet mine synspunkter i Kunsten.Nu, hvis du holder denne netavis.

VH Karin


24 May  2011

SilverScreen

 Jeg -- ups nu starter jeg igen med det ord, -- men jeg læser osse "Kunsten nu" og er vældig forsigtig med ikke at pålægge dem min selvpromovering. Men det er godt nok et problem at undlade det. For hvordan kan man bedre svare generelle påstande, når man selv tilhører emne gruppen, end at dele sine egne erfaringer.  

At Køge har valgt StreetArten til på den måde at gøre opmærksom på sig selv, synes jeg desværre er et problem. Det er da helt fint og egentlig ret friskt gjort når StreetArt eller Urban Art er så meget oppe i tiden, men det gør osse noget ved kunsten at den bruges som publikum magnet., samtidig er det jo formidlernes opgave at samle de sædvanlige mistænkte, men skal jeg være ærlig synes jeg ikke der lader til at være væsentlige nyskabelser. Men de sædvanlige debatører har osse valgt at debatere i en side tråd, for det var måske forventet at diskutionen kunne opstå --- altså at StreetArt bliver brugt helt bevidst til at skabe fokus omkring en by eller et museum. Det er noget af det der gør at jeg holder mig langt væk, for undskyld jeg siger det men det er min mening, men jeg anser ikke halvdelen af flokken for StreetArt kunstnere,  og desværre forstår formidlerne ikke helt hvad disse arangementer gør ved den urbane kunst , men det skal nok en dag komme op i debatten.

 


25 May  2011

Karin Waldhausen

Kære Silver - jeg er helt enig og det er også lidt sørgeligt, at kapitalen og populismen attid får det sidste ord. - Men så alligevel - der er en kraft i selve livet som ikke kan købes, sættes på museum eller på auktion - den kraft, holder os alle i live - menneskeligt set - og man skal bare lige mærke den strejfe sit hjerte en enkelt gang om dagen - så tror jeg vi kan overleve.. ;),


25 May  2011

SilverScreen

 

I selvpromoveringens navn vil jeg så bringe et eksempel på gadekunst, som næppe vil blive hængt op på væggene., --- der er altså tale om en fortovs flise eller to og udover at overholde alle vedtagne normer om gadekunst, har motivet osse en politisk vinkel. Nu har jeg jo fri udsigt og ka hver dag se grupper af unge mennesker hoppe.  Den første gruppe kom forbi medens sprayen stadig var våd, men der var stor respekt over den måde de værste typer af Satan var sat op, og billederne ligner så godt, at de fleste unge genkender dem på navn.

------------- Men der er så heller ikke tale om statsstøttet kunst og som sagt, hvis kriteriet er at et skilderi skal kunne tages ind i et galleri eller museum, så gælder det nok ikke her, medmindre man tager hele fortovet med, for selvom de er rimeligt ens, er der jo osse denne ;

 

 

 


10 June  2011